Debatindlæg fra Jeppe Kofod, spidskandidat for Socialdemokratiet til Europa-Parlamentsvalget

ANDERS VISTISEN BESKYLDER mig og Socialdemokratiet for at være skyld i social dumping i et indlæg her på A4 nu. Anders Vistisen går så langt som at sige, at jeg har ”en bizar tilgang til fakta”. Og så lister han ellers op, hvordan Dansk Folkeparti går forrest i kampen mod social dumping.

Jeg bryder mig egentlig ikke om, at vi skal mundhugges på den her måde. Men jeg er simpelthen nødt til at tage til genmæle, når Vistisens påstande skyder så langt forbi sandhedsskiven, som de desværre gør. Det giver ingen mening at have en diskussion, før vi har fakta på plads.

LÆS OGSÅ: DF’s ”kamp mod social dumping” er hykleri

Allerførst vil jeg komme Anders Vistisen lidt i møde på ét punkt: De nuværende EU-regler og huller i lovgivningen er blevet misbrugt til at udøve social dumping i vejtransporten. Og det skal vi have stoppet. Derfor undrer det mig også gevaldigt, at Dansk Folkeparti så ikke ville være med til at ændre reglerne, da vi tidligere på foråret vedtog vejpakken i Europa-Parlamentet.

Det hænger ikke sammen, når Anders Vistisen nu fremhæver de dele af vejpakken med nye regler for cabotage som ”gode takter i vejpakken”. For hvis DF støtter de tiltag, hvorfor stemte Vistisen og co. så ikke for netop vejpakkens cabotage-del?

Vistisen har ret i, at vejpakken ikke træder i kraft hverken i dag eller i morgen. Og jeg mener også, at processen har været alt for lang og alt for bøvlet. Men sandheden er jo, at vi kunne være meget længere fremme i tidsplanen, hvis ikke især Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet havde modarbejdet arbejdet. De gjorde alt hvad de kunne for at sabotere både forhandlingerne om de nye regler og senere afstemningen om dem.

Og hvorfor mødte Anders Vistisen ikke op, da vi tidligere på året stemte om, hvorvidt vi overhovedet skulle have hele vejpakken til afstemning? Kun Jørn Dohrmann var tilstede fra Dansk Folkeparti ved afstemningen, og han stemte tvært imod for at fjerne vejpakken fra dagsordenen.

HVIS DANSK FOLKEPARTI havde gjort fælles front med os andre, og leveret en indsats for den her vejpakke, kan det være, den var kommet igennem Parlamentet langt tidligere. Så havde vi måske allerede haft en aftale på plads med Ministerrådet nu.

Anders Vistisen skriver i sit indlæg, at de vil gøre, hvad der skal til for at løse problemerne. Og til en debat på Danske Vognmænds (DTL) generalforsamling i sidste weekend sagde Anders Vistisen, at man skal stemme på Dansk Folkeparti, hvis man vil have nogen, der ”seriøst har arbejdet 6-8 år med Danske Vognmænd og 3F transport om at bekæmpe social dumping”.

For det første kunne jeg godt tænke mig, at Anders Vistisen kom med nogle eksempler på, hvordan han og Dansk Folkeparti har arbejdet seriøst for at bekæmpe social dumping i Europa de sidste 6-8 år? Så vidt jeg kan se, har han i hvert fald ikke stillet ét eneste ændringsforslag til vejpakken.

Anders Vistisen kommer også ind på udstationeringsdirektivet fra 1999. Han lyder bare til at have glemt, at vi så sent som sidste år opdaterede direktivet.

Nu står der helt klart i lovteksten, at man skal have dansk, overenskomstmæssig løn, når man arbejder i Danmark. Det stemte Anders Vistisen, Jørn Dohrmann og Morten Messerschmidt dog imod, i øvrigt som de eneste danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Så der var desværre ikke meget forsvar for den danske model fra det danske folkeparti, at hente hér.

Endelig nævner Anders Vistisen den nye europæiske arbejdsmarkedsmyndighed, som han mener er ”et nyt bureaukratisk monster”. Men den samlede danske fagbevægelse er glade for myndigheden, fordi den vil blive et våben mod den sociale dumping på tværs af landegrænserne.

Dels ved at understøtte samarbejdet mellem medlemslandene, og dels ved at mægle i eventuelle grænseoverskridende tvister. Uden at myndigheden vel at mærke får overstatslige beføjelser eller truer den danske model.

Lad mig slutteligt citere Formanden for 3F Transport, Jan Villadsen: ”Selvfølgelig skal vi have stærkere kontrol i Danmark. Men jo stærkere regler, vi kan få i EU nu, jo stærkere står vi, jo mere fair konkurrence kan vi få, og jo bedre kontrol kan vi sikre. Både herhjemme og i andre lande.”

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Dette er et debatindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].