DF'er: Socialdemokraterne skyld i social dumping

20190514-124250-7-1920x1228we
Foto: Ints Kalnins/Ritzau Scapix
TEMA:EP 19 - 26. maj
15. maj 2019 07.28
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Debatindlæg fra Anders Vistisen er medlem af Europa-Parlamentet for DF

Socialdemokraternes Jeppe Kofod retter i et indlæg her på A4.nu kritik mod mig og Dansk Folkeparti for ikke at ville gøre noget mod social dumping.

Det er ikke kun forkert, det er også decideret dumt og viser Jeppe Kofods bizarre tilgang til fakta. Men måske Jeppe Kofod har travlt med at hævde sig på andres bekostning, fordi han ved, at Socialdemokraterne er medskyldig i de uværdige forhold, som f.eks. østeuropæiske lastbilchauffører tilbydes på danske veje. Mere om det senere.

Jeppe Kofod påstår, at Dansk Folkeparti ikke stemte for en række ting i Vejpakken, som EU-parlamentet stemte om for noget tid siden. Men det passer ganske enkelt ikke. Der er gode takter i vejpakken, som Dansk Folkeparti også stemte for. Her kan bl.a. nævnes:

Markant skrappere regler for de såkaldte postkasseselskaber. Det betyder stærkere kontrol og øget krav til etablering.

Varebiler, der kan laste fra 2,4 ton, er fremover dækket af reglerne om cabotagekørsel. Det er i tråd med det, som DF har fået gennemført i Folketinget.

En ny karantæneperiode på 60 timer efter endt cabotageperiode, hvor bil og chauffør skal returnere til hjemlandet.

Men der er bestemt også ting, som vi ikke er tilfredse med – modsat socialdemokraterne. Vi er imod en cabotageperiode på tre dage, hvor vi gerne havde set det skåret ned til én dag. Vi ser ikke behovet for et nyt bureaukratisk monster i form af en ny europæisk arbejdsmarkedsmyndighed, og vi er imod, at EU vil blande sig, hvor vejkontroller, der skal tjekke, om reglerne bliver overholdt, må finde sted. Det må og skal være en national opgave.

Og så skal Jeppe Kofod huske at fortælle, at selvom Vejpakken blev stemt igennem kort før valget, kan det have lange udsigter til, hvor Vejpakken kommer igennem. Og om den overhovedet bliver gennemført. Men det ”glemmer” Jeppe Kofod lige at nævne.

Jeppe Kofod har dog ret i, at hvis det står til Dansk Folkeparti, skal der flere nationale løsninger på bordet, for at løse problemerne med social dumping. Derfor kommer Dansk Folkeparti i valgkampen med 25 punkter, der alle og én kan gennemføres i Folketinget og gøre en kæmpe forskel mod de lovløse tilstandene på vejene i Danmark. Det er netop forskellen på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, at vi netop vil gøre, hvad der skal til for at løse problemerne. Også når det kræver at gå op mod EU. For når EU har skabt problemerne med social dumping, så ser vi, modsat Socialdemokraterne, ikke EU som det naturlige sted til at løse problemet.

 Og så er vi tilbage ved det, som jeg indledte dette indlæg med: Socialdemokraterne har et kæmpe medansvar for, at der hersker lovløse tilstandene på de danske veje. Partiet stemte for udstationeringsdirektivet i 1999, ligesom partiet var stor tilhænger af østudvidelsen. Her advarede Dansk Folkeparti netop om, at løndumping ville finde sted, hvis ikke der blev lavet en meget overgangsordning for landene for at få adgang til den frie bevægelighed. Det ønskede Socialdemokraterne, og prisen måtte danske arbejdere desværre betale.

At Jeppe Kofod og Socialdemokraterne nu vil score point for, at det nu forsøger at lappe på problemer, som det selv har været med til at skabe, er ikke kun ynkeligt og langt ude. Det er decideret respektløst over for danskerne.

Sådan er det med Socialdemokraterne. Det lader altid sin EU-glæde vinde over bedre rettigheder for arbejdstagerne. Det har fortiden klart vist. Nu mangler vi bare, at partiet også vedkender sig fortidens synder. Men det kommer nok ikke til at ske.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].