Billedet er fra september 2019, hvor Bitten Vivi Jensen for første gang mødte Niels-Erik Nielsen. (Arkivfoto) Foto: Privatfoto af Bitten Vivi Jensen

Niels-Erik døde efter få uger på førtidspension: 'Umenneskeligt'

22. apr 2020, 17:27
Efter omkring 38 år på kontanthjælp fik 60-årige Niels-Erik Nielsen fra 1. april 2020 endelig tilkendt en førtidspension. Glæden blev dog kortvarig, da han onsdag afgik ved døden.

Gennem en periode på 38 år har 60-årige Niels-Erik Nielsen været på kontanthjælp. Det var nemlig først, da han i marts 2020 blev indlagt med kræft i struben, at Københavns Kommune tildelte ham en førtidspension. 

LÆS OGSÅ: Bjarne fik førtidspension efter årelang kamp - Døde dagen efter

Glæden over pensionen varede dog ikke længe, da han onsdag afgik ved døden. På det tidspunkt lød hans kropsvægt på blot 34 kilo, da han på grund af strubekræft optog sin mad gennem en sonde.  

Bitten Vivi Jensen har siden sidste efterår været partsrepræsentant for Niels-Erik Nielsen. Ved et tilfælde stødte hun i september 2019 på Niels-Erik Nielsen på jobcentret på Lærkevej i Nordvest i København.   

- Jeg så, at Niels-Erik sad der, som du kan se ham på billedet. Så spurgte jeg, hvad han lavede der. Enhver kan jo se, hvor syg den mand er, siger hun til A4 Nu og tilføjer:

- Han var alkoholiker og døjede med følgesygdomme. Jeg vil tro, at han vejede omkring 50 kilo. Men han fortalte, at han skulle til samtale med jobcentret.

Og det kommer ikke bag på Bitten Vivi Jensen. Tidligere har hun nemlig været partsrepræsentant for Bjarne Petersen, som efter en årelang kamp fik tilkendt førtidspension, men endte med at dø dagen efter den første udbetaling.

Set fra hendes perspektiv er behandlingen af socialt udsatte borgere på landets jobcentre langt fra god nok.

- Det er elendigt og umenneskeligt. Det går kun ud at holde folk længst muligt på den lavest mulige ydelse. Og Niels-Erik er en af dem, som går under radaren. Jeg mener, at personer som Niels-Erik er åbenlyst formålsløse, siger hun og fortsætter:

- Han skulle have haft en pension ved kasse A med det samme. Det strider mod menneskerettighederne at behandle folk så dårligt.

Ifølge Bitten Vivi Jensen har Københavns Kommune ikke levet op til deres ansvar i sagen. Men hun erkender dog i samme omgang, at Niels-Erik Nielsen også selv bærer en del af ansvaret for sin sørgelige skæbne.

- På sin vis har Niels-Erik også selv et ansvar, men han kan ikke varetage det, fordi han ikke engang står til rådighed for sig selv. Hvordan skulle han så stå til rådighed for arbejdsmarkedet? spørger hun retorisk og fortsætter:

- Jeg kan ikke se, hvorfor man skal pine, plage og bruge ressourcer på at holde møder med en som Niels-Erik. Jeg synes, at det her er vanvittigt. Folk bliver generelt mere syge af systemet, og det gjorde Niels-Erik også.

Også Niels-Erik Nielsens egen læge langer i en skriftlig attest til Københavns Kommune hårdt ud efter sagsbehandleren i den konkrete sag. 

Her kan du se lægens opsang til sagsbehandleren:

Jeg har set patienten d. 17-10-2019 og samme dag udfyldt den anmodede attest, om ordlyden er det samme som den sidste fra 2018 – der er intet ændret og alt er ved det samme som det gamle.

Om du beder om en ny attest – jeg vil skrive de samme ting i det. Der er intet ændret ved denne patient.

I vil bare forsinke processen ved at anmode om samme attest gang på gang.

Nu må du stoppe med at spilde skatteydernes penge som groft og ubetænksom og komme videre med at behandle patientens sag og stoppe med al den åndssvage bureaukrati og papirarbejde og attestarbejde og unødvendig forsinkelse af hans sag.

Han er den samme mand som sidst.

Samme adfærd, samme diagnoser og intet er ændret.

Kilde: Attest fra læge til Københavns Kommune

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen slår over A4 Nu fast, at man ikke udtaler sig om personsager. Men i samme omgang sender myndigheden dens "medfølelse til borgerens pårørende og efterladte."

- Sagsbehandlingen i Københavns Kommune følger de lovkrav, vi er underlagt fra Beskæftigelsesministeriet, hvor vi har pligt til at afklare borgerens arbejdsevne, skriver forvaltningen til A4 Nu og fortsætter:

- I juni 2018 opblødte Beskæftigelsesministeriet kravene til kommunerne, og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog en handleplan på fleksjob og førtidspensionsområdet, så borgerne kan få en hurtigere afklaring.

I svaret peger man også på, at der ved de seneste budgetforhandlinger er afsat penge til at ansætte flere sagsbehandlere. Dertil kommer, at antallet af borgere, der får tilkendt førtidspension i København næsten er firedoblet fra 420 i 2017 til 1811 i 2019.