20210303163456456_1000
Fra torsdag bliver der igen adgang for publikum til tre zoologiske haver landet over. Blandt andet Zoologisk Have i København (billedet). Det forudsætter dog, at gæster over 15 år kan fremvise en negativ coronatest, der ikke er ældre end 72 timer. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Zoologiske haver genåbner med nyt krav: 'En uvant opgave for personalet'

4. mar 2021, 06:21
Krav om negativ coronatest kan blive en barriere for nogle gæster, forudser direktør i Odense Zoo.

Torsdag bliver det igen muligt at se giraffer og zebraer boltre sig i zoologiske haver landet over.

Efter to måneders nedlukning som følge af coronasituationen kan haverne i København, Odense og Aalborg atter slå dørene op for publikum.

- Vi er superglade for, at det endelig er tid til at genåbne. Det er godt både for vores medarbejdere, for dyrene og for gæsterne, lyder det fra administrerende direktør Jørgen Nielsen, Zoologisk Have i København.

Som noget nyt stilles der krav til gæsterne om at kunne fremvise en negativ coronatest, der højst er 72 timer gammel.

Det gælder personer på 15 år og opefter.

Om testen er taget ved en lyntest med en vatpind i næsen eller ved en PCR-test med en podepind i halsen, er underordnet.

Testsvaret skal blot kunne forevises digitalt eller på papir. Samtidig skal man have id med, så personalet kan koble testresultatet med navnet på gæsten.

Det er en uvant opgave for personalet at skulle tjekke den slags personlige oplysninger, lyder det fra direktør i Odense Zoo Bjarne Klausen.

- Jeg forventer, at der vil være nogle gæster, der synes, det er en anelse besværligt. Derfor kan vi godt risikere, at det virker som en yderligere barriere, gæsterne skal overkomme, for at besøge os, siger han.

Hvis en gæst ikke kan eller vil fremvise en negativ coronatest, er der ingen adgang for den pågældende.

- Vi er jo ikke politibetjente, men vi har en kontrolfunktion i forhold til at tjekke, om retningslinjerne overholdes.

- Hvis man ikke kan fremvise en negativ test, så er vi nødt til at sige, at så kan man ikke komme ind, siger Jørgen Nielsen.

Både i Odense og i København har de zoologiske haver lavet en slags forpost, hvor de beder gæsterne fremvise den negative test.

Hvor mange gæster der står på spring for at komme i zoologisk have, er ifølge Jørgen Nielsen svært at forudse.

Men hver eneste gæst tæller på bundlinjen, forsikrer han.

- Vi er nu ude af hjælpepakker og lønkompensation og skal stå på egne ben. Samtidig har vi ekstra omkostninger og ekstra investeringer for at sikre, at det hele kan foregå efter retningslinjerne, siger Jørgen Nielsen.

De indendørs anlæg i haverne vil fortsat være lukket. Der vil være mulighed for at bruge toiletter og købe noget spiseligt i form af takeaway.

/ritzau/