Zimbabwe trykker 100 milliarder dollarseddel

20. jul 2008
Zimbabwe introducerer nu en pengeseddel med beløbet 100 milliarder zimbabweanske dollars. Men selv for det beløb kan man knap nok købe et brød.

Centralbanken i Zimbabwe er nu gået  i gang med at trykke 100 milliarder dollar-sedler. Det skriver BBC.

Men selv med en pengeseddel med det høje beløb i hånden, kan en indbygger i landet knap nok købe et brød. Det skyldes, at den officielle inflationsrate i landet er på over 2,2 millioner procent. Det er den højeste i verden.

Centralbanken har på grund af inflationen allerede det seneste år introduceret flere pengesedler med svimlende beløb. I januar kom 10 millioner sedlen, der blev efterfulgt af en 50 millioner seddel. De to sedler er nu praktisk talt værdiløse, og beløbet på én pengeseddel er altså nået op på 100 milliarder.

Næsten værdiløs

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Og allerede nu fortæller mange indbyggere, at den nye pengeseddel nærmest er vædiløs.

- For at dække mine daglige udgifter skal jeg bruge 500 milliarder dollars, siger en indbygger ifølge CNN.

Den økonomiske nedsmeltning i landet har sendt 80 procent af befolkningen ud i fattigdom, og millioner af mennesker har svært ved at skaffe selv de mest almindelige fornødenheder.

Zimbabwe var engang et af de rigeste lande i Afrika, men er nu sunket ned i et økonomisk kaos. Et kaos, mange internationale politiske iagttagere tilskriver den politik, som præsident Robert Mugabe har ført.

 

faktaboks