Veteranalliance_Bramsen
Talsmand for Veteranalliancen Claus Stenberg (th.) synes, at forsvarsminister Trine Bramsens (S) forslag om en ny særordning er dybt latterlig. Foto: Emil Helms/Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix

Ros og kras kritik til håndsrækning til veteraner: 'Vil grave kæmpe grøft'

29. jan 2021, 06:05
PTSD-ramte veteraner på førtidspension skal kunne arbejde uden at være bange for, at det kan koste dem førtidspensionen, foreslår regeringen. Forsvarets to største fagforeninger er begejstrede, mens veteran-talsmand kalder forslaget 'dybt latterligt'.

Tidligere udsendte i statens tjeneste, der er blevet førtidspensionister på grund af en PTSD-diagnose, skal have ubegrænset mulighed for at arbejde uden at miste retten til førtidspension.

Sådan lyder et forslag fra forsvarsminister Trine Bramsen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der onsdag præsenterede deres såkaldte 'wildcard'-ordning for veteraner.

LÆS OGSÅ: Håndsrækning til PTSD-ramte veteraner: Skal kunne arbejde uden at miste førtidspension

Wildcardet bliver godt modtaget i Centralforeningen for Stampersonel (CS), der organiserer 9.000 befalingsmænd og tjenestemænd i alle værn.

- Som udgangspunkt tænker jeg, at det er et rigtig godt tiltag, der kan understøtte livskvaliteten for en række veteraner. Det kan være med til at sikre, at de veteraner, der i en ung alder kommer på førtidspension, kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet uden at de skal frygte, at de mister deres ret til pension, hvis de skulle få et tilbagefald, lyder det Bjarne A. Kehr, specialkonsulent med ansvar for CS' veteranpolitik.

Jobcenterproces ødelægger folk

Også Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) er begejstrede for aftalen, fortæller forbundsformand Tom Block.

- Det her er et skridt, der gør, at vi kan holde hånden under nogle af dem, der gerne vil forsøge sig på arbejdsmarkedet. Bare ved at sige, at hvis du falder igen, så holder vi hånden under dig, siger han.

Fodsoldaternes formand, der selv har flere udsendelser bag sig, fremhæver, at mødet med jobcentret og visitationen til førtidspension kan trække store veksler på en i forvejen presset psyke.

- Noget af det, vi hører fra veteraner med PTSD, er, at alle de processer og forløb de skal igennem ude i kommunerne for at opnå en førtidspension, er noget af det mest belastende at blive udsat for. Hvis de skal igennem det flere gange, så ødelægger man de mennesker endnu mere, siger Tom Block.

En verden til forskel

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har over for A4 Arbejdsliv forklaret, at tiltaget er målrettet tidligere udsendte med diagnosen PTSD - posttraumatisk belastningsreaktion - da deres funktionsniveau, og dermed arbejdsevne, kan være meget svingende. 

Det er et billede, som CS kan genkende, da nogle veteraner rammes af PTSD og kommer på førtidspension i en ret ung alder, fortæller specialkonsulent Bjarne A. Kehr:

- Der er ingen tvivl om, at der så ligger en lang, lang tilværelse som førtidspensionist, hvor man har nogle perioder, hvor man har det så godt, at man kan agere i et job, men hvor der også vil være perioder, hvor man ikke kan leve op til de krav, der kan være på arbejdsmarkedet, siger han.

LÆS OGSÅ: Krænkelser i forsvaret: 'For soldater bliver det et spørgsmål om liv eller død'

Derfor håber specialkonsulenten, der har en fortid som seniorsergent i Flyvevåbnet, at ordningen bliver til virkelighed, når regeringen vil fremsætte lovforslag til foråret.

- Jeg tror, det gør en verden til forskel, at man kan komme ud og være en del af nogle fællesskaber, når man har energien til det. Jeg tror, det er fremmende for, at man får det bedre, hvis man kan gå ud og være en del af det eksisterende samfund og føle, at man yder noget værdifuldt for andre, siger Bjarne A. Kehr og tilføjer:

- Det kan både være arbejdsmæssigt, men bare det at være med i en idrætsklub kan jo være enormt givende.

Kan skade folkelig opbakning

I Veteranalliancen, der er en paraplyorganisation af veteranforeninger, støttegrupper og græsrødder, er man tværtimod dybt kritisk. Talsmand Claus Stenberg kalder forslaget for ’dybt latterligt’.

- Det er et virkelig skidt signal. Der skal være lighed for loven, medmindre, du er veteran, åbenbart. Så kan du - og kun fordi, du er veteran - få lov at beholde din førtidspension, siger Claus Stenberg, der selv er Balkan-veteran og har arbejdet med udsatte veteraner i flere år.

Problemet er ikke anderledes for veteraner end andre PSTD-ramte førtidspensionister, påpeger han og kalder forslaget for 'endnu en i rækken af særlove, der stigmatiserer veteraner. 

Disse udsendte får sikret retten til førtidspension

PTSD - posttraumatisk belastningsreaktion - er en psykisk lidelse, der opstår som følge af voldsomme og traumatiserende oplevelser. Soldater, der er udsendt på internationale missioner, risikerer i særlig grad at udvikle PTSD, oplyser Veterancentret.

Det foreslåede wildcard skal gælde soldater og tjenestepersonel fra beredskabet, der er førtidspensionister og har PTSD eller en PTSD-lignende diagnose.

Det skal også gælde andre faggrupper, der har været udsendt i statens tjeneste, eksempelvis ansatte i Politiet eller Udenrigsministeriet, der har været udsendt i missionsområder.

Retten til førtidspension bliver livslang og kan ikke frakendes igen. Det gælder også selvom ens arbejdsevne bliver forbedret permanent.

Hvis man over en længere periode tjener nok penge til at forsørge sig selv, vil udbetalingen af førtidspensionen stadigvæk blive sat på pause.

Der var i 2020 registreret cirka 500 veteraner på førtidspension, oplyser forsvarsministeriet.

Faktisk kan endnu en lov med særbehandling skade den folkelige støtte, veteranerne normalt oplever til deres mærkesager, mener Claus Stenberg:

- Når det bliver så urimeligt som her, får vi et stort problem i forhold til civilbefolkningens opbakning, når veteraner kommer foran i køen. Det kommer til at grave en kæmpe grøft, for hvad med alle andre PTSD-ramte, der sidder i samme situation og tænker, hvorfor gælder det kun veteraner og ikke mig?

Den bekymring finder man ikke hos HKKF's forbundsformand.

- Der er adskillige tilfælde, hvor visse grupper får særbehandling i samfundet. Det er ikke noget nyt eller ukendt, og jeg ser ikke noget problem i det, siger Tom Block.

Étbenede snedkerlærlinge på Mors

Veteranalliancens talsmand mener derudover, at forslaget er udtryk for symbolpolitik, der løser et ikke-problem. I stedet burde regeringen kaste sig over rigtige og alvorlige problemer som arbejdsskadesystemet, manglen på kommunale veterankoordinatorer og behandlingen af veteraner i den almene psykiatri, fortæller Claus Stenberg:

- Nu har jeg talt med en del veteraner om forslaget, og der er ikke nogen, der kender en PTSD-ramt veteran, der kan arbejde og forsørge sig selv, men alligevel gerne vil have førtidspensionen at falde tilbage på. Jeg gør heller ikke, siger han.

Tom Block mener derimod, at regeringens tiltag er vigtigt og væsentligt - uanset hvor mange, det drejer sig om.

- For mig handler det om, at man sikrer, at der et sikkerhedsnet for de her veteraner. Kunne det her anspore bare 10 eller 15 personer til at tage chancen på arbejdsmarkedet og måske få et job i en årrække, så er det en gevinst for den enkelte og for samfundet. Det har jeg meget svært ved at være utilfreds med, siger HKKF's forbundsformand.

LÆS OGSÅ: Soldaternes nye formand: 'Vi har store problemer med fastholdelse'

Claus Stenberg fremhæver, at det er svært at få tilkendt førtidspension: man skal have en varig, væsentlig funktionsnedsættelse, siger han, og understreger ordet ’varig’.

Det får ham til at tvivle på, hvor mange PTSD-ramte veteraner på førtidspension, der rent faktisk er i stand til arbejde så meget, at de ville risikere at få frakendt førtidspensionen og derfor får gavn af et Wildcard.

- Hvis man skal leve op til alle kriterierne - man skal være veteran, man skal have PTSD, man skal være tilkendt førtidspension og man skal have en pludselig opblomstret arbejdsevne - så er det meget, meget få mennesker, det gælder. Man kunne lige så godt have lavet en tværministeriel beskæftigelsesindsats for étbenede snedkerlærlinge på Mols, siger talsmanden.