I Frankrig har myndighederne udvidet påbuddet om at bære mundbind flere steder i blandt andet Paris. (Arkivfoto) Foto: Charles Platiau/Reuters

Smitterekord: Næsten 300.000 smittede i løbet af et døgn

16. aug, 05:27
Lørdag blev der registreret 294.237 nye smittetilfælde verden over. Det højeste antal hidtil på et døgn.

Antallet af nye smittetilfælde med coronavirus har lørdag ramt en hidtil uset højde på verdensplan. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Lørdag blev der registreret 294.237 nye smittetilfælde i løbet af 24 timer, hvilket er det hidtil højeste antal på et døgn siden pandemiens begyndelse.

Den tidligere rekord lød på 292.000 bekræftede smittede i løbet af et døgn, hvilket blev registreret 31. juli.

Det samlede antal bekræftede virustilfælde på verdensplan er knap 21,4 millioner, mens over 769.000 coronapatienter har mistet livet. Det viser tal fra Johns Hopkins University natten til søndag dansk tid.

Af de over 21,4 millioner mennesker, der er eller har været bekræftet smittet med coronavirus, er lidt over 13 millioner erklæret raske igen.

I absolutte tal er de mest berørte lande USA, Brasilien og Indien, der hver har registreret mere en 100.000 virustilfælde i løbet af de seneste syv dage, skriver dpa.

Antallet af smittede menes reelt at være højere, end tallene viser. Men der er stor forskel på, hvor stor en andel af indbyggerne de enkelte lande tester.

Flere lande, der har oplevet et stigende antal smittetilfælde, har igen indført tiltag for at nedbringe smittespredningen. Det gælder også en del europæiske lande.

I Frankrig har myndighederne lørdag registreret det højeste antal smittede på et døgn siden april med over 3300 tilfælde.

Stigningen i antallet af smittetilfælde har fået myndighederne til at udvide påbuddet om at bære mundbind flere steder i blandt andet Paris.

Også i Danmark har statsminister Mette Frederiksen fra næste lørdag indført krav om at bære mundbind i offentlig transport.

/ritzau/