Millioner vil få lukket for adgangen til WhatsApp fra 1. februar. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Populær app stopper med at virke på millioner af telefoner

2. feb, 10:58
Af sikkerhedsmæssige årsager stopper WhatsApp med at virke på telefoner med ældre styresystemer.

Beskedtjenesten WhatsApp er stoppet med at virke hos millioner af brugere fra 1. februar.

Det skyldes, at appen ikke længere understøtter styresystemer af ældre dato af sikkerhedsmæssige hensyn. Det skriver BBC.

Det betyder, at smartphones, der bruger Android 2.3.7 eller ældre og iPhone iOS 8 eller ældre, ikke længere kan bruge tjenesten.

De fleste brugere kan opdatere deres styresystem for at fortsat kunne bruge WhatsApp, der ejes af Facebook.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Dog vil det ikke ifølge BBC være muligt at tilgå fra for eksempel iPhone 4 eller ældre modeller.

Allerede i 2017 blev ændringen varslet fra WhatsApp.

- Det er en hård beslutning for os at tage, men det er den rigtige beslutning for at give folk bedre måder at holde kontakten med venner, familie og kære ved hjælp af WhatsApp, sagde en talsmand for beskedtjenesten dengang.

Ændringen er det seneste tiltag i rækken. WhatsApp har gradvist uddateret ældre styresystemer i de seneste år.

I 2016 stoppede tjenesten blandt andet med at virke til BlackBerry OS og BlackBerry 10, Nokia S40, Android 2.1 og Android 2.2, Windows Phone 7 og iPhone 3GS.

WhatsApp var den mest downloadede app i 2010’erne.

WhatsApp, der er en internetafhængig applikation, var i første omgang tænkt som en beskedtjeneste til smartphones, men det er også muligt at hente appen til sin computer.

/ritzau/