Wesley Damacena arbejder tre gange om ugen på sit sociale frikort. Fra det nye år er det måske ikke en mulighed længere. Foto: Maja Skov Vang

Wesley er stofmisbruger: Når jeg arbejder tænker jeg ikke på stoffer

12. jul, 09:00
I de seneste tre måneder har Wesley Damacena benyttet sig af det sociale frikort, der betyder, at han kan tjene op til 20.000 kroner om året, uden at det går ud over kontanthjælpen. De dage, hvor han arbejder, behøver han ikke at stjæle, og han tager også færre stoffer. Men fra det nye år eksisterer ordningen muligvis ikke længere.

Trods sine kun 35 år er det så længe siden, at Wesley Damacena har haft et arbejde, at han ikke kan huske, hvad det var.

LÆS OGSÅ: Sylvester har autisme og succes som tegner: Nu skal han skrælle gulerødder

Men siden april er han kommet en smule tættere på arbejdsmarkedet. Han er nemlig begyndt at arbejde som frijobber. Det vil sige, at han benytter sig af det sociale frikort, hvor man må tjene op til 20.000 kroner om året, uden det går ud over kontanthjælpen. Dermed er han en ud af 517, der har benyttet ordningen på landsplan.

- Det er det bedste, der er sket for mig længe. Man ligger ikke og glor op i loftet og tænker 'fuck, nu skal jeg bare ud at lave lort igen'. Når jeg har været på arbejde, har jeg en succes-følelse. Jeg har gjort noget godt for at få råd til mit shit. Det betyder meget at arbejde. Meget mere end man skulle tro både for selvværdet og selvtilliden og ens humør i det hele taget.

Forsøgsordningen med det sociale frikort blev indført af den tidligere regering. Den startede for halvandet år siden og udløber, når året slutter. Den nuværende socialminister Astrid Krag (S) ved endnu ikke, om ordningen skal fortsætte.

Baisikelis cykelværksted ligger i en gammel pumpestation ved Dybbelbro Station (Foto: Maja Skov Vang)

- Det håber jeg virkeligt, at den gør. De dage jeg arbejder, tager jeg færre stoffer, fordi jeg har fokus på noget andet. Det er tit lysten til stoffer kommer, fordi jeg ikke laver noget og bliver rastløs.

Wesley Damacena arbejder tre dage om ugen med at rengøre og pumpe cykler foran Brugsen på hjørnet af Enghavevej og Matthæusgade på Vesterbro. Det er cykelhandleren Baisikeli, der driver en socialøkonomisk virksomhed, der har ansat ham og to andre frijobbere.

- Det er som at have en familie. Jeg er blevet taget super godt imod. Det er vigtigt, at jeg ikke har en chef, der råber af mig, hvis jeg kommer en halv time for sent, når jeg selv har det super nederen over det, siger Wesley Damacena, som A4 Arbejdsliv møder i Baisikelis butik, der ligger i en gammel pumpestation mellem skinnerne ved Dybbelsbro Station på Vesterbro.

Det giver mig en ro, at jeg ved, at jeg ikke behøver at lave kriminalitet for at få råd til stofferne
Wesley Damacena, frijobber hos Baisikeli

Baisikeli har 20 medarbejdere. Langt de fleste af cykelbutikkernes lærlinge er rekrutteret gennem kommunen via et jobtræningsforløb, som så er blevet til en læreplads som cykelmekaniker.

- Jeg skal ikke bevise noget, og alle har været imødekommende. Jeg savner det faktisk nu, når der er sommerferie. Når man er misbruger, er man ofte ensom. Men hernede i værkstedet er der altid en, der har tid til at tale med dig.

 Kontanter i hånden 

Wesley Damacena har boet på gaden i lange perioder, siden han var 12 år og blev smidt ud af sin mor for første gang.

- Min mor mente, at jeg havde dårlig indflydelse på min halvandet-årige lillesøster, så jeg røg ud.

Han har været misbruger stort set lige siden bortset fra en periode for tre år siden, hvor han var stoffri i 14 måneder og en uge. Det er mest kokain og hash, han misbruger. Han kunne aldrig finde på at stikke en nål i sig selv.

- Hvis jeg skulle blive stoffri igen, ville det kræve, at jeg kom i døgnbehandling, siger Wesley Damancena og kigger ned i bordet, mens han retter på den store hue, der tæmmer hans dreadlocks. 

Wesley Damacena kom til Danmark fra Brasilien som 10-årig og har gennem det seneste halvandet år haft fast bopæl på Mændenes Hjem på Vesterbro, der driver et bosted for misbrugere. Det var her, han første gang hørte om det sociale frikort fra de andre brugere. Der gik en uge fra han besluttede sig for, at han gerne ville arbejde på ordningen, til han havde sin første vagt.

- Det er vigtigt, at det sker, mens man har gejsten. Ellers føler man nærmest, at man har mistet de penge, man vidste, man ville kunne tjene. Det var dejligt, at jeg kunne komme i gang med det samme. Det gør, at man føler sig værdsat.  

 På en vagt kan Wesley Damacena tjene flere hundrede kroner. Pengene får han kontant, når dagen slutter.

LÆS OGSÅ: Henrik har hjemløse og stofmisbrugere ansat: Ordningen udløber måske snart

- Det betyder, at jeg ikke behøver at stjæle. Det har jeg det pisse dårligt med. Det giver mig en ro, at jeg ved, at jeg ikke behøver at lave kriminalitet for at få råd til stofferne. Hvis jeg skulle arbejde en hel dag her uden at få løn med det samme, så ville det være nødvendigt, at jeg gik ud og skaffede penge bagefter, og så ville det ikke give mening for mig at tage på arbejde.