Tæt på verden: Vredens dag trak folkemasser

26. feb 2011
Efter 32 år ved magten har folk fået nok af præsident Saleh. Imamer kalder ham en djævel, og titusinder demonstrerer imod hans diktatur.

Titusindvis af demonstranter tog til gaderne i Yemens hovedstad Sanaa, havnebyen Aden og 12 provinser efter fredagsbønnen.

Målet er endeligt at komme af med præsident Ali Saleh efter at have haft ham som landets leder i 32 år. I Aden er en dræbt og flere sårede, efter politiet angreb med tåregas og kugler.

Efter mange dages demonstrationer er mindst 14 mennesker dræbt i gaderne af regeringens  sikkerhedsstyrker. En enkelt selvbrænder er død af sine sår.

Præsidenten krævede for to dage siden krævet fysisk sikkerhed for alle demonstranter, da de ikke ophørte med at demonstrere. Det skete ikke.

Tidligere i konflikten har den 68-årige Ali Saleh lovet ikke at genopstille ved næste valg i 213 og ikke at videregive posten til sin søn. Blandt andet vil han at stoppe sin kampagne for at ændre grundloven, så han selv kan sidde som enehersker på livstid.

Hertil kommer penge til studielegater, højere lønninger, mere socialhjælp, lavere skatter og indlede dialog om reformer. Løfterne er gode, omend de ikke opfylder oppositionens mindstekrav, men ingen tror alligevel på løfterne eller på ham som præsident.

Tusinder af hans støtter var dog også i gaderne, uden at der kom voldsomme sammenstød.

Unge mennesker dominerer

Som i andre arabiske lande er demonstrationerne i Yemen domineret af unge mennesker, som er trætte at ufrihed og arbejdsløshed. De forsøger at samle sig ved hovedstaden Sanas universitet, men sikkerhedsstyrkerne blokerer for oprettelsen af en teltby.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Præsidenten agter ikke at bøje sig for grupper, der støtter ”anarki”, siger han.

Inspirationen fra andre revolutionære tilstande i Mellemøsten er åbenlys. I Yemen er de gejstlige tydeligt på demonstranternes side, idet de ved fredagsbønnen opfordrede folk til at vedblive at bekæmpe styret. De kaldte det en religiøs og moralsk forpligtelse.

”Ali Saleh er en djævel, der har drevet os tilbage til stenalderen ... og ind i den ene krig efter den anden”, tordnede imam sheik Abdullah Sattar til menighedens store jubel.

Vreden drejer sig også om, at hans familie kontrollerer hæren, at produktion af olie og gas er på hans og vennernes hænder og at fattigdommen i det korrupte land er enorm.

Uro i baglandet

Demonstranterne har opnået flere for dem lovende resultater. For et par dage siden trådte elleve medlemmer af  parlamentet tilbage i protest imod dødsvold mod fredelige demonstranter. De kræver reformer, omstrukturering af hæren og en plan for at opnå demokrati.

Ali Abdullah Saleh kan overleve de elleve politikeres tilbagetræden, fordi hans regerende parti sidder på 240 pladser uf af 301 og fordi han i øvrigt er despotisk enehersker. Sidste valg blev karakteriseret som beskæmmet af svindel. 80 procent af parlamentet støtter ham stadig.

De elleve og store dele af befolkningen ønsker tidlige valg. En gruppe på 28 parlamentsmedlemmer i Salehs eget parti kræver reformer.

Hans turistminister har sågar opfordret til valg den 11 september – to år før den officielle plan. Højtstående embedsfolk skulle være trådt tilbage i protest mod håndteringen af demonstrationerne.

USAs allierede

Yemen har sine særlige problemer, fordi styret både kæmper imod en løsrivelsesbevægelse mod syd og en aktiv filial af terrornetværket Al Qaeda. I den kamp er han aktivt støttet af USA, og han tillader amerikanske specialstyrker at operere i landet.

USA anser samarbejdet med Yemens Saleh og Egyptens Hosni Mubarak for kritisk i kampen imod Al Qaeda. Følgerne for anti-terror samarbejdet af de aktuelle forandringer kendes ikke.

I 2010 gav USA Yemen 155 millioner dollars i militær støtte og yderligere 75 millioner dollars var afsat til anti-terror træning.

Som alle de andre despoter i regionen, der står midt i folkelige oprør, kalder Ali Saleh problemerne for ”udenlandsk inspirerede” og drevet af mennesker, der ønsker ustabilitet og kaos.

Inspirationen blandt de unge på gaden kommer dog tydeligvis fra Tunesiens og Egyptens folkemasser.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.