Vrede malere demonstrerer foran fitnesscentre

27. jan 2011
Malernes Fagforening er i dag på barrikaderne for kolleger fra Østeuropa.

Malernes Fagforening i København demonstrerer i eftermiddag foran tre af fitnesskæden Fitness Worlds centre i hovedstaden. 

I følge fagforeningen har landets største fitnesskæde blot set til, mens de hyrede byggefirmaer, JMJ Byggeservice og Jack Holding, groft udnyttede polske håndværkere.

Det er netop disse forhold, som Avisen.dk også har omtalt, som fagforeningen i dag går på gaden for at gøre opmærksom på.

5 kroner i timen

“Fitness World har ansvaret for, at de folk, der arbejder på deres centre har ordentlige forhold. Det vil vi drage dem til ansvar for i dag. Selv mener de ikke, at de har noget ansvar. Det mener vi, så forholdet til Fitness World er iskoldt,” skriver formand for Malernes Fagforening Bo Rosschou i en pressemeddelelse.

Faglig kamp på Facebook

Det er ikke første gang, at Fittnes World er i konklikt med et fagforbund.

Fagforeningen HK oprettede en Facebook-gruppe, da den lå i konflikt med Fitness World om at indgå overenskomst for salgsmedarbejderne.

 

Fitness World bøjede sig i august for HK's krav, og alle salgsansatte har i dag overenskomst.

Facebook-gruppen lever dog videre, fordi folk er utilfredse med de grove metoder, som fitnesskædens underleverandører er anklaget for at bruge.

Stadig i gang

Selvom Fitness Worlds direktør Per Lyngbak Nielsen - efter Avisen.dk kastede lys på sagen - lovede at droppe samarbejdet med JMJ Byggeservice og Jack Holding, er formanden i Malernes Fagforening ikke tilfreds.

"Vi ved med sikkerhed, at de to byggefirmaer stadig arbejder i to centre i Lyngby og Måløv. Så direktøren har løjet," siger fagforeningens formand.

Læs de andre artikler:

Østarbejdere: 'Vi bliver truet med tæsk'

Polsk entreprenør: "Det er løgn"

Politiet skal hjælpe slavehåndværkere