Fagforeningsaktive har flere gange demonstreret mod fyringen foran Zoologisk Have på Frederiksberg. Foto: Kristoffer Nordskov

Vrede fagligt aktive med fakler foran Zoo: 'Genansæt fyret tillidsmand!'

15. okt 2020, 15:48
Det var forfølgelse af fagligt aktive, da Zoologisk Have i København fyrede tillidsrepræsentanten for dyrepasserne gennem de sidste 17 år, mener 3F København.

En forsamling af fagforeningsaktive demonstrerer torsdag eftermiddag foran Zoologisk Have i København.

Høtyvene har de ladet blive hjemme, men med fakler, flyers og røde faner kræver de fremmødte den 47-årige tillidsrepræsentant Jesper genansat.

Jesper har været tillidsmand for ZOOs dyrepassere i 17 år, men blev fyret tilbage i august i en sparerunde udløst af coronakrisen.

LÆS OGSÅ: Stort coronaudbrud blandt østarbejdere: Byggegigant tester flere hundrede

'Det stinker. Når ledelsen fyrer en tillidsmand gennem mere end 17 år, sender den et voldsomt signal til de ansatte om, at hvis de rokker med ørerne, så er det dem næste gang. Det her ligner forfølgelse.'

Sådan skriver John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København, i en flyer, der bliver uddelt ved demonstrationen torsdag eftermiddag. Blandt de fremmødte er blandt andre HK Kommunal Hovedstaden og Stilladsarbejdernes Brancheklub.

Artiklen fortsætter efter billedet

Blandt de fremmødte er HK Kommunal Hovedstaden og Stilladsarbejdernes Brancheklub. Foto: Kristoffer Nordskov

Dårligst til sit arbejde efter 23 år

Fagforeningsaktive har flere gange demonstreret mod fyringen foran Zoologisk Have på Frederiksberg, og 3F København har erklæret, at fagforeningen vil markere sin utilfredshed hver dag i denne uge, hvor ZOO har mange besøgende i form børnefamilier, der har efterårsferie.

Balladen startede i sensommeren, da ZOO meldte ud, at 14 ansatte blev afskediget, fordi coronakrisen gik hårdt udover havens indtjening. Derudover ville 10 stillinger enten ikke blive genbesat eller forlænget ved udløb. 

Fire af dem, der fik en fyreseddel, var dyrepassere, som er organiseret i 3F, og en af dem var tillidsrepræsentanten Jesper.

Det er lidt mystisk, at man først opdager efter 23 år, at Jesper åbenbart er så dårlig til sit arbejde.
Tina Høegh Nielsen, faglig sekretær

Ifølge 3F København blev tillidsmanden udvalgt til en fyreseddel efter en evaluering af de cirka 55 dyrepassere i ZOO. Jesper, der har arbejdet i ZOO siden 1997, fik at vide, at han var den dyrepasser, der var mindst faglig dygtig.

- Det er lidt mystisk, at man først opdager efter 23 år, at Jesper åbenbart er  dårlig til sit arbejde, siger Tina Høegh Nielsen, der som faglig sekretær har siddet med sagen.

Kører faglig voldgift

I mange overenskomster er man som tillidsrepræsentant beskyttet mod at blive fyret. Ifølge overenskomsten mellem 3F København og ZOO kan en TR kun fyres, såfremt der er  'tvingende årsager', forklarer Tina Høegh. 

- Jesper har været i samtlige afdelinger og kan passe alle dyrene. Vi tror simpelthen ikke på ledelsens forklaring, siger Tina Høegh Nielsen.

Derfor har 3F København indledt en faglig voldgift for uberettiget afskedigelse, hvor man kræver, at Jesper genansættes.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F København vil markere sin utilfredshed hver dag i denne uge, hvor ZOO har mange besøgende i form børnefamilier, der har efterårsferie. Foto: Kristoffer Nordskov

A4 Arbejdsliv har forsøgt at få en kommentar fra ZOO's administrerende direktør Jørgen Nielsen.

Han afviser dags dato at kommentere sagen yderligere og henviser til en tidligere skriftlig udtalelse.

'Vi er taknemmelige for den støtte, vi har modtaget i form af hjælpepakker, lønkompensation og donationer, men vi står desværre fortsat i en meget trængt økonomisk situation,' sagde Jørgen Nielsen i en pressemeddelelse i forbindelse med fyringerne.

Tillidsrepræsentanten Jesper arbejder stadig i Zoo, da han har seks måneders opsigelse. Han skal gå fra ved udgangen af februar næste år.