Vred murermester snottede ansat i fjæset

26. jun 2013, 13:55
Jysk murermester skal 10 dage i fængsel for at spytte tidligere medarbejder Tom Søe Pedersen i ansigtet.

Murermester Steffen Jensen fra Tørring i Østjylland skal 10 dage i fængsel for at spytte sin tidligere murersvend Tom Søe Pedersen i ansigtet.

Det har Københavns Byret afgjort, skriver Fagbladet 3F.

Murermesteren sendte spytklatten afsted i december sidste år efter et møde i Arbejdsretten, hvor han var anklaget for at underbetale to tidligere svende.

De to svende stod ifølge Fagbladet 3F og vendte det mulige udfald af dommen, da Steffen Jensen gik forbi og spyttede Tom Søe Pedersen i ansigtet.

”Det var en seriøs spytklat, og det var rigtig vammelt,” siger Tom Søe Pedersen.

Murermesteren, som har anket dommen til Landsretten, siger, at den tidligere murersvend slog ud efter ham, da han passerede dem i retten.

”Det sker i en brøkdel af et sekund. Den eneste måde, jeg kunne forhindre det på, var at spytte ham i hovedet,” siger Steffen Jensen ifølge Fagbladet 3F.

Kilde: Fagbladet 3F