Det gik voldsomt for sig, da politiet i onsdags gennemførte flere aktioner på Christiania i København.

LÆS OGSÅ: Dramatisk politijagt: Fodgænger kørt ned

Betjentene var sendt ud for at gøre op med hashhandlen i Pusher Street, hvor der blev svaret igen på politiets tilstedeværelse med flyvende sten, flasker og møbler.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Vi blev mødt med råb og en afstumpet - nærmest psykopatisk - voldsparathed, der blev kastet på kort afstand med det formål at skade mine betjente, siger Lars O. Karlsen, der er viceinspektør i den operative specialafdeling i Københavns Politi, til B.T.

Otte personer blev anholdt ved onsdags optrin på Christiania, hvor to betjente blev ramt af flasker på benene. De to politimænd kom ikke alvorligt til skade, men episoden vækker stor bekymring hos Københavns Politi.

- Vi ser med stor bekymring på den voldsparathed, der er der ude, siger Lars O. Karlsen.

Han forklarer, at der også blev kastet med forskellige genstande mod ordensmagtens biler ved hovedindgangen til ’Fristaden’.

Lars O. Karlsen mener, at uromagerne med ’ bekymrende had og kynisme’ angriber politiet med det klare formål, at politifolkene skal komme til skade.

Hos Københavns Politi efterforsker man nu voldsepisoderne – og det kan derfor ikke udelukkes, at der kommer flere anholdelser.