Vognmænd flytter ud og slagter danske job

21. jun 2012
De danske chauffører er under angreb fra danske vognmænd, der i stigende grad opererer fra udlandet ind over de danske grænser.

Samtidig med at danskejede transportfirmaer vinder markedsandele i Danmark, er de danske landeveje ved at blive tømt for danske lastbilchauffører.

I stedet er det chauffører fra udlandet, der sidder bag rattet i de danske vognmænds biler. Det sker, fordi vognmænd fra Danmark i hastigt tempo etablerer datterselskaber i udlandet med mulighed for at hyre billigere chauffører.

”Det er angreb på de danske chaufførers levebrød,” siger Kim René Busch, forhandlingssekretær i 3F Transportgruppen.

Vognmænd forlader landet

Andelen af dansk lastbiler, der krydser grænsen, er faldet fra 30 procent i 2005 til 23,6 i 2012.

Men markedsandelen for danskejede transportvirksomheder er i samme periode steget med 11 procent, viser tal fra ITD, der er brancheorganisation for dansk vejgodstransport.

Og bag tallene skjuler sig historien om, at danske vognmænd i stigende grad indregistrerer deres lastbiler uden for landets grænser.

I 2005 lå andelen af udenlandske lastbiler ejet af danske datterselskaber således på 12,5 procent. I dag ligger den på 34 procent.

Markant lavere lønninger

Med base i eksempelvis Polen kan de danske datterselskaber så hyre billigere polske chauffører.

De kan også køre inden for Danmarks grænser. De såkaldte cabotage-regler giver vognmænd fra andre EU-lande ret til at foretage tre ture i Danmark inden for syv dage, og området er oven i købet underlagt meget lidt kontrol.

”Man udnytter cabotage-reglerne til at komme ind på det danske marked og underbyde ved at bruge udenlandsk arbejdskraft på markant lavere lønninger,” siger Kim René Busch.

”I takt med, at flere og flere udfører cabotage-kørsel er der færre og færre af vores medlemmer, der kører herhjemme. Og reglerne for cabotage gør det let at snyde, så man i realiteten kan køre uafbrudt her i landet,” siger han.

Det underbygges af en analyse fra brancheorganisationen ITD, der viser, at der er forsvundet 8.000 danske chaufførjob siden 2008.

DTL: Grotesk

Erik Østergaard, administrerende direktør i Dansk Transport og Logistik, kalder udviklingen ”meget bekymrende”:

”Det er grotesk, at det skal være nødvendigt, at danske vognmænd etablerer sig syd for grænsen for at opretholde deres konkurrencedygtighed.”

”Det er endnu mere problematisk, at de samme vognmænd via cabotage-reglerne nu lægger pres på det nationale marked. Det giver en helt enorm skævvridning i forhold til dem, der ikke har etableret sig i udlandet,” siger Erik Østergaard.

Slagtilbud i Tyskland

Den store konkurrencemæssige forskel, når man taler om cabotage-kørsel, er lønningerne, slår han fast.

En tommelfingerregel siger, at tyske lønninger er cirka 20 procent under de danske. Polske lønninger er halvdelen er halvt så store, mens eksempelvis rumænske og makedonske får endnu mindre.

”De kan få ned til en tiendedel af de danske,” siger Erik Østergaard.

"Slut med danske chauffører bag rettet"

Hvis udviklingen får lov til at fortsætte, er det snart slut med at se danske chauffører bag rattet i de danske biler, vurderer Erik Østergaard.

”Hvis du kan køre national kørsel med udenlandske chauffører til en tiendedel af de danske lønninger, så vil de fleste arbejdspladser forsvinde til udlændinge. Det er en ualmindeligt uheldig udvikling,” siger han.

Både 3F og DTL ønsker skrappere sanktioner over for dem, der bryder reglerne for cabotage-kørsel, samt bedre registrering af den udenlandske aktivitet her i landet.

Lov bestemmer løn

Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i ITD, brancheorganisation for den danske vejgodstransport, peger også på lønningerne som en hoved-udfordring.

Men i hans optik handler problemerne om, at man har normallønssystem på området, hvor der er bestemt en fast lønsats per time for hele overenskomstperioden.

”Du HAR at betale den fastsatte løn. Hvis du ikke kan konkurrere med det, er dit eneste alternativ at flytte din produktion et andet sted hen eller lukke,” siger han.

Jacob Chr. Nielsens opfordring er derfor at kigge på, hvordan man laver nogle rammer for en såkaldt minimallønsoverenskomst, hvor kun en del af lønnen fastsættes i en overenskomst, og resten lægges ud til lokale forhandlinger.

Over grænsen
  • Hvis man sammenligner antallet af lastbiler, der kørte over den de danske grænser i 2005 med tal fra 2012, viser Avisen.dk’s beregning, at de danske transportvirksomheders markedsandel er steget med knap 11 procent.
  • Knap 39 ud af 100 lastbiler, der i 2005 kørte ind over de danske grænser enten var danske lastbiler eller udenlandske lastbiler ejet af danske datterselskaber.
  • Det gjaldt 49,5 ud af 100 lastbil i 2. kvartal af 2012.
  • Samtidig viser tal, at antallet af danske lastbiler på danske plader er faldet fra 30 procent i 2005 og til 23,6 procent siden 2012.
  • Og antallet af udenlandske lastbiler ejet af danske datterselskaber steget kraftigt fra 12,5 procent til 34 procent i samme periode. Der er særligt kommet flere lastbiler fra Østeuropa i perioden.

Kilde: ITD, samt Avisen.dk's egne beregninger baseret på ITD's seneste grænsetælling.