Vismænd: Fyr seniorer på ståknallert

8. okt 2013, 11:58
Det Økonomiske Råd anbefaler at nedlægge eller forringe ordningen, der sikrer job til seniorer. Det ville være et kontraktbrud med efterlønnere, siger AKSamvirkes direktør.

Slut med ældre på ståknallerter og bollebagende ekstrahænder i daginstitutionerne.

Seniorjob skal væk eller i hvert fald være mindre attraktivt. Det skriver Det Økonomiske Råd i en ny rapport.

Vismændene bag mener, at seniorjob får ældre til at stoppe med at søge job. Kommunerne bliver tvunget til at ansatte mennesker, de ikke har brug for. Samtidig er antallet af seniorjobbere eksploderet.

”Det er meget, der taler for at afskaffe seniorjobordningen,” skriver de økonomiske vismænd i deres nye redegørelse.

Eksplosion i gamle job

Ledige seniorer med højst fem år tilbage til efterlønsalderen, har ret til et seniorjob i deres kommune, hvis de opfylder en række betingelser.

De skal have opbrugt retten til dagpenge, betale til en a-kasse og fortsat være med i efterlønsordningen.

Efter at retten til dagpenge blev forkortet fra fire til to år er antallet af personer, der får ret seniorjob, steget markant i 2013.

Cirka hver tiende, der mistede retten til dagpenge i første halvår, var i seniorjob tre måneder efter.

Det er mange flere, end det var tænkt. Vismændene påpeger, at seniorjobordningen oprindeligt skulle betyde op til 1.500 seniorjob.

Men ifølge rapporten skønner beskæftigelsesministeriet, at 3.300 fuldtidspersoner vil være i seniorjob i 2013, og at det tal vil stige til 5.400 fuldtidsstillinger i 2016.

Vand på kommunernes mølle

Kommunernes Landsforening er glade for anbefalingen. Det er nemlig kommunernes opgave at skaffe folk seniorjob, og det må ikke være job, der tager arbejde fra de fastansatte.

Derfor er der oprettet ganske fantasifulde nye jobtyper. Blandt andet turistguider på ståknalleter i Hjørring Kommune.

”Vi oplever enorme problemer ude i kommunerne med at håndtere den her eksplosion i seniorjobbene. Det har givet økonomiske problemer og vanskeligheder i de lokale HR-afdelinger, som skal sidde og opfinde nye job,” siger Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og personaleudvalg.

Men anbefalingerne fra vismændene løser et problem, som i virkeligheden løser sig selv.

Det siger direktøren for brancheorganisationen for de danske a-kasser, Verner Sand Kirk.

Et midlertidigt problem

Verner Sand Kirk mener, at problemet er midlertidigt. Det er nemlig den forkortede dagpengeperiode og regeringens efterfølgende aftaler med Enhedslisten om udfaldstruede dagpengemodtagere, der er skyld i stigningen i 2013.

Fra 2014 skal personer, der mister retten til dagpenge, først opbruge retten til den nye arbejdsmarkedsydelse, før de kan få seniorjob. Det kan de så ikke før marts 2015.

Der bliver med andre ord ikke behov for nye seniorjob i det kommende år.

Derefter forventer AK-Samvirke at niveauet maksimalt vil ligge på omkring 100 seniorjob om måneden. Altså ét seniorjob per gennemsnits kommune om måneden.

"Der vil løbende blive flere seniorjob ledige, end der er folk, der skal have dem,” siger Verner Sand Kirk.

Han understreger, at mange valgte at blive ved med at betale til efterlønsordningen, netop fordi den giver ret til et seniorjob.

”Folk opfattede det som en forsikring, de gerne ville betale for. Den kontrakt bryder man altså kort efter, hvis man fjerner seniorjobordningen. Det er helt urimeligt,” siger Verner Sand Kirk.