20120808-131949-6-1920x1280we
Virksomheder bør blive bedre til at sende deres medarbejdere på efteruddannelse under coronakrisen, mener Dansk Metal. Foto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix

Fagforbund: Alt for få på efteruddannelse under coronakrisen

2. nov 2020, 20:00
En undersøgelse fra Dansk Metal viser, at kun få virksomheder udnytter coronakrisens produktionsnedgang til at sende medarbejdere på efter- og videreuddannelse. Det er der en helt naturlig årsag til, mener Dansk Arbejdsgiverforening.

Ifølge Dansk Metal bør virksomheder blive bedre til at sende deres medarbejdere på efteruddannelse under coronakrisen. 

I en ny undersøgelse svarer syv procent af Metals tillidsrepræsentanter, at flere kolleger er sendt på efter- og videreuddannelse under krisen. Det er alt for få, mener Dansk Metal, som står bag undersøgelsen, der er baseret på svar fra 970 tillidsfolk.

LÆS OGSÅ: Tidligere TR med anklage: Jensens Bøfhus truede 3F'ere til at melde sig ud

Vil give god mening at udnytte krisen

Pandemien har ramt mange industrivirksomheder hårdt på produktionen, og derfor vil det ifølge fagforeningen give god mening at udnytte tiden til at efteruddanne medarbejderne. Det fortæller Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal.

– Undskyldningen har længe lydt, at der har været stor travlhed. Men det har coronakrisen ændret. Travlheden er ikke den samme som før krisen. Derfor er det skuffende, at virksomhederne ikke er bedre til at sende medarbejderne på kursus nu, siger Kasper Palm.  

Samtidig kan virksomheder undgå fyringer ved at sende sine medarbejdere på efteruddannelse, påpeger han.

Ifølge uddannelses- og integrationschef hos Dansk Arbejdsgiverforening, Jannik Bay, er der en ganske naturlig forklaring på, at det har været svært at udnytte krisen til at sende flere på efteruddannelse.

Langt de fleste arbejdsgivere er generelt gode til at sende deres medarbejdere på efteruddannelse, og Danmark ligger internationalt helt i top på dette område, påpeger han.

 – Men vi har haft en helt særlig situation under coronakrisen, hvor uddannelsesinstitutionerne har fået besked på at holde lukket. Det har naturligvis lagt en dæmper på muligheden for at efteruddanne sig, fortæller Jannik Bay.

 – Samtidig har mange virksomheder kæmpet for deres overlevelse under krisen, så der har ikke altid været tid og overskud til at planlægge yderligere kompetenceudvikling, tilføjer han. 

Vi har forhandlet os frem til, at ved at efteruddanne flere medarbejdere, kunne vi beholde 13 kolleger. Det er jeg selvfølgelig utrolig glad for
Tillidsrepræsentant fra Vestergaard Company Per Jensen

Begyndt at lysne

Vestergaard Company i Gevninge er en af de virksomheder, der er lykkedes med at sende flere medarbejdere på efteruddannelse.

Vestergaard Company producerer blandt andet maskiner til afisning af fly. Virksomheden har været hårdt ramt af coronakrisen, og det kostede i juni 60 ansatte jobbet. Men det tal skulle have været højere, fortæller tillidsrepræsentant Per Jensen.

 – Vi har forhandlet os frem til, at ved at efteruddanne flere medarbejdere, kunne vi beholde 13 kolleger. Det er jeg selvfølgelig utrolig glad for. Kan vi bare redde en stilling, så er det en sejr. Så at vi har fået lov at beholde de 13 kolleger, er vi meget glade for, siger Per Jensen.

LÆS OGSÅ: Unge skal arbejde længere for Arne-pension: Er blevet 'oversolgt en hel del'

Den glæde deler Jannik Bay fra Dansk Arbejdsgiverforening.

 – Det er heldigvis også min oplevelse, at det begynder at lysne en smule, og at virksomhederne nu er begyndt at sende flere på efteruddannelse. Både fordi uddannelsestilbuddene er åbnet igen, og fordi flere virksomheder er begyndt at komme ovenpå. Det er altid positivt for en virksomhed, hvis det kan lade sig gøre at holde på en god medarbejder, indtil produktionen kommer tilbage i fulde omdrejninger igen, siger Jannik Bay.

A4 Overenskomst – vær med fra starten!

I slutningen af november lancerer vi A4 Overenskomst. Mediet, der går i dybden med overenskomster og aftaler på det danske arbejdsmarked.

 A4 Overenskomst vil være et fællesskab, som giver adgang og overblik over relevante nyheder, viden, debatstof, analyser og overblik over aftaler på det danske arbejdsmarked. Vi lægger ud med de kommende OK21-forhandlinger for ansatte i stat, regioner og kommuner, som tæller over en halv million offentligt ansatte.

 A4 Overenskomst lanceres i slutningen af november. Inden da vil vi gerne høre dit input til, hvad det er vigtigt at fokusere på. Skriv til redaktør på A4 Overenskomst Kasper Rasmussen, hvis du har en mening om, hvad vi bør fokusere på. 

 Du kan allerede du tilmelde dig nyhedsbrevet, så får du det første nyhedsbrev, når vi går i luften.