Der var cirka 70 mennesker samlet foran Industriens Hus i København mandag morgen for at vise deres utilfredshed med, at flere lokalaftaler i lufthavnen er blevet opsagt. Foto: Morten Madsen

Lokalaftaler i lufthavnen opsagt: Vil presse ansatte ned i løn

31. aug 2020, 09:39
I et forsøg på at overleve coronakrisen har flere selskaber i lufthavnen opsagt lokalaftalerne og forsøger at presse de ansatte ned i løn. Mandag morgen mødtes utilfredse lufthavnsansatte foran Industrien Hus. "Vi har opsagt lokalaftalerne for at kunne finde nye tidssvarende løsninger", siger SAS.

Opdateret klokken 13:30 med kommentar fra SAS.

I Københavns Lufthavn har selskaberne Menzies, Gate Gourmet Denmark og de tre SAS-selskaber SAS Tech, Spirit Air Cargo og SAS Ground Handling (SGH) alle opsagt deres lokalaftaler med 3F med henblik på at forhandle de tilbageværende ansatte væsentligt ned i løn. Andre selskaber truer med at følge trop. 

LÆS OGSÅ: Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'

Det har mandag formiddag fået 3F Kastrup og en række arbejdstagere hos virksomheder i lufthavnen til at troppe op ved Industriens Hus i det centrale København for at vise deres utilfredshed med, at de nu risikerer at skulle gå drastisk ned i løn. A4 Arbejdslivs reporter på stedet vurderer, at der er cirka 70 mennesker til stede. 

 – Da corona kom, var vi meget behjælpelige og kunne godt se, hvad det her ville afstedkomme af problemer for vores virksomheder. Langt de fleste ansatte ude i lufthavnen gik med til at gå mellem 9 og 13 procent ned i løn i en periode. Vi er godt bevidste om, at vi lønmodtagere i et eller andet omfang kommer til at tilbagebetale de her hjælpepakker over skattebilletten. Men at vi så også bliver mødt af en række arbejdsgivere ude i lufthavnen – herunder Menzies – som opsiger lokalaftalerne, fordi de vil have os permanent ned i løn, er ikke rimeligt, siger Allan Slawecki.

Allan Slawecki er tillidmand for Aviator og talsperson for den samling af personer, der har taget opstilling foran Industriens Hus, hvor 3F og Menzies' arbejdsgivere og -tagere mandag formiddag mødtes for at forhandle en ny lokalaftale på plads. 

– Så skal vi altså også betale coronakrisen med en lønnedgang fremadrettet, mener de her arbejdsgivere. Der er nemlig ikke lagt op til en midlertidig løsning fra de her virksomheder, men en permanent lønnedgang, siger Allan Slawecki og tilføjer: 

– Vi har været villige til at holde løntilbageholdenhed og alle de her ting, men de vil direkte have, at vi går ned i løn. Det er jo på ingen måder fair, at vi bliver 'straffet' og ender med regningen ad flere omgange.

SAS vil have permanent lønnedgang

Ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger vil SAS-selskaberne forsøge at forhandle de tilbageværende ansattes lønniveau væsentligt ned: Angiveligt omkring 15 procent ned, mens produktiviteten skal op med godt 10 procent.

A4 Arbejdsliv er ikke bekendt med Menzies' udspil, mens Gate Gourmet Denmark forhandler lokalt.

Foruden en betragtelig lønnedgang kan udfaldet blive, at en række af arbejdstagernes goder forsvinder. Eksempelvis betalt frokost, fast fri hver anden weekend og rabat på flybilletter, som Fagbladet 3F kunne fortælle tidligere i august.  

Allan Slawecki, der står med magafonen, er tillidsmand i Aviator og talsmand (Foto: Morten Madsen).

Det er dog ikke alle virksomheder i Københavns Lufthavn, der truer med at sende regningen til de ansatte ved at opsige lokalaftalerne. 

– Aviator har givet lovning på, at de ikke vil røre ved lokalaftalerne. De kan ikke se fornuften i, at vi også skal gå ned i løn. De synes ikke, de forhold, som vi har kæmpet for de sidste 40-50 år, skal ændres. Med massefyringerne er der blevet skåret ind til det, der lige præcis kan klare driften, og derfor er der heller ikke grund til at røre ved lønnen, fortæller Allan Slawecki.

Skinforhandlinger

Det var allerede før sommerferien, at Menzies, Gate Gourmet Denmark, og SAS Tech, Spirit Air Cargo og SGH opsagde lokalaftalerne. Og mens Menzies mandag er mødt op til forhandlignsbordet, er der omvendt stilstand i forhandlingerne mellem fagbevægelsen og de tre SAS-selskaber SAS Tech, Spirit Air Cargo og SGH.

LÆS OGSÅ: Lufthavnsansat: Utrolig trist, at coronaregningen tørres af på os

Ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger har der her været tale om skinforhandlinger, hvor SAS har stået fast på en permanent lønnedgang, som ikke er blevet accepteret fra arbejdstagernes side, hvorfor de forhandlinger er brudt sammen. 

SAS har ikke ønsket at give et interview, men fungerende pressechef i SAS Sille Beck-Hansen har givet følgende skriftlig kommentar til opsigelserne af lokalaftalerne:

- Coronakrisen har ramt luftfarten med ekstrem kraft, og SAS befinder sig i sit livs værste krise. Vi arbejder på et sikre, at der også fremover vil været et stærkt SAS. Vi har med opbakning fra vores største ejere fremlagt en forretningsplan, der blandt andet indebærer effektiviseringer og produktivitetsforbedringer i alle dele af virksomheden.

- Vi har opsagt lokalaftalerne for at kunne finde nye tidssvarende løsninger, så vi kan komme i mål med de krav, der ligger i forretningsplanen, der skal sikre virksomhedens overlevelse.    

A4 Arbejdsliv arbejder på at få kommentarer fra 3F og Menzies.