Vingaard: Giv os Real eller en af de store

8. dec 2010
FC Københavns Martin Vingaard håber på, at klubben trækker Real Madrid i 18finalerne i Champions League.ritzau

Martin Vingaard ønsker at møde Real Madrid eller et af Europas helt store hold, når FC København til februar skal spille 1/8-finaler i Champions League. - Personligt vil jeg helst møde Real Madrid, og det er udelukkende fordi, at jeg godt kan lide tanken om at møde de helt store hold. - De har nogle individualister, som er et niveau over alle andre. Det har vi prøvet før med Barcelona, siger Vingaard med henvisning til gruppekampene mod Barcelona. Efter 26 minutter scorede midtbanespilleren åbningsmålet, da FCK i Parken slog sig vej til 1/8-finalerne med en 3-1-sejr over græske Panathinaikos. Det skete på et langskud, som efterfølgende medførte en del drillerier fra anfører William Kvist. - Jeg fik en fin første berøring og et godt træf på bolden. Som William siger, så var det vist min første gode aktion i kampen, fortæller Martin Vingaard. /ritzau/