Storm
DMI har et varsel ude for søndag om stormende kuling med vindstød op til stærk storm. (Arkivfoto) Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

Vind af stormstyrke kan lukke Storebæltsbroen søndag

26. dec 2020, 18:04
Vindfølsomme køretøjer frarådes at krydse Storebælt. Søndag kan storm lukke broen helt i flere timer.

Der er risiko for, at Storebæltsbroen lukker søndag i tidsrummet mellem klokken 07 og 17 på grund af kraftig vind.

Det oplyser Sund & Bælt, der er driftsselskab for blandt andet Storebæltsforbindelsen.

Sund og Bælt fraråder kørsel med vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen.

Der er tidligt søndag morgen hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen på broen. Denne ventes ophævet klokken 19.

Allerede lørdag aften blæste det så voldsomt, at førere af vindfølsomme køretøjer blev frarådet at tage turen over bæltet.

- Der er risiko for, at det kommer til at blæse så meget, at det bliver storm.

- Og ved vind af stormstyrke på 25 meter i sekundet lukker vi for al trafik, sagde kommunikationschef Lene Gebauer Thomsen fra Sund & Bælt lørdag aften.

Storebæltsbroen er ikke det eneste sted, hvor vinden forventes at drille søndag.

Tidligt søndag morgen skriver Vejdirektoratet på Twitter, at vindfølsomme køretøjer frarådes at køre over Øresundsbroen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) havde lørdag et varsel ude for søndag om stormende kuling med vindstød op til stærk storm.

Ifølge hjemmesiden er det stort set hele Danmark, der får vinden at mærke.

De kraftigste vinde sætter ind søndag morgen i de sydvestlige egne af landet.

- Det bliver sådan en vejrmæssigt rigtig træls dag med kraftig blæst fra syd, især ved den jyske vestkyst.

- Derudover kommer der i perioder regn, der i øst kan gå over i slud. Det bliver heller ikke særligt varmt med bare én til fem-seks grader, sagde vagtchef Mette Zhang fra DMI lørdag aften.

Allerede lørdag aften gav vinden anledning til problemer på Storebæltsbroen.

Når vinden kommer over 15 meter i sekundet, advares høje, lette køretøjer imod at passere broen. Det gælder eksempelvis biler med campingvogn eller trailer, varebiler, busser og lastbiler med let eller ingen last.

Man kan holde sig orienteret om situationen via hjemmesiden storebaelt.dk.

/ritzau/