Villy Søvndal har tidligere siddet i byrådet i Kolding. Det gjorde han fra 1982 til 1994, hvor han blev valgt til Folketinget. Nu går han efter borgmesterposten. (Arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Villy Søvndal vil være borgmester i Kolding

12. aug 2020, 11:10
Efter en lang karriere i politik, senest som regionsrådsmedlem, melder SF’eren Villy Søvndal sig som mulig borgmesterkandidat i Kolding Kommune.

Den tidligere udenrigsminister og formand for Socialistisk Folkeparti, Villy Søvndal, gør sig som 68-årig klar til endnu et eventyr i dansk politik. Denne gang vil han tilbage i kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune, som han forlod for 16 år siden.

Nu fortæller han til TV SYD, at han drømmer om borgmesterposten, og at han kun mangler at få det sidste på plads, før han officielt melder sig som kandidat til kommunalvalget i 2021.

- Kandidaturet bunder i, at jeg har fået mange henvendelser fra folk, der gerne ser mig som borgmester i Kolding Kommune. Personligt synes jeg også selv, at Kolding trænger til flere og nye visioner for, hvor man gerne vil hen. Det synes jeg ikke, det nuværende flertal med Venstre og Dansk Folkeparti har formået. De er ikke dygtige til at gå i dialog med borgerne. På det seneste har der været nogle dårlige sager, og jeg synes, der mangler noget demokratisk dannelse, siger Villy Søvndal til TV SYD.

I øjeblikket sidder Villy Søvndal som regionsrådsmedlem i Region Syddanmark. Ved valget i 2017 fik han 69.841 personlige stemmer, hvilket kun blev overgået af den nuværende formand, Venstres Stephanie Lose (V), der fik 89.583 stemmer.

Villy Søvndal er godt klar over, at han er en typisk stemmesluger. Det og medvinden, som SF og Socialdemokratiet oplever i øjeblikket landspolitisk, skal løfte dem over de 7,1 procent af stemmerne, som de fik ved kommunalvalget i 2017.

- Der er ikke noget, der er givet på forhånd, men jeg vurderer, at borgmesterposten er inden for rækkevidde. Det vil selvfølgelig være naturligt for SF at samarbejde med Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten i forhold til en borgmesterpost, men jeg kommer ikke til at udelukke et samarbejde med andre partier også. Jeg kommer ikke til at føre snæver blokpolitik, fortæller han.

Rastløs uden politik

Det er ikke nyt for Villy Søvndal, hvis han skal være en del af byrådet i Kolding Kommune. Han sad som medlem fra 1982 til 1994, hvor han derefter blev valgt ind i Folketinget for første gang.

Siden har karrieren budt på både op- og nedture. Beslutningen om at gå efter borgmesterposten er i øjeblikket ikke hugget i sten, det skal han bruge de næste to uger til at finde ud af.

- Der er meget, der trækker i retning af, at jeg melder mig som borgmesterkandidat. Men i øjeblikket er jeg ved at få det sidste på plads. Inden september ved jeg helt præcis, om jeg går efter det.

- Missionen i hele mit liv har været politik. Jeg har stadig meget lyst til politik, og jeg har ikke mere at gå og hakke i ude i min have. Jeg er fysisk i topform, og jeg bliver rastløst uden politisk arbejde. Derfor vil det også være kronen på værket, hvis jeg kan få lov at udfolde mine visioner for Kolding Kommune i forreste række, fortæller han.