Villy i skuret: Ny plan mod løndumping

10. sep 2010
Fælles plan fra S og SF skal stoppe underbetaling af østarbejdere

En ny fælles plan fra S og SF skal stoppe underbetaling af østarbejdere i Danmark.

Dele af planen blev fredag eftermiddag præsenteret af SF-formand Villy Søvndal, der var på besøg på en byggeplads på Nørrebro i København.

"Vi har et stort slagsmål foran os. Hvis vi ikke gør det, udkonkurrerer vi den danske model," sagde Villy Søvndal.

Han var inviteret inden for i et skur ved en byggeplads, hvor et murersjak er ved at renovere en større facade. Her luftede de syv murere deres store bekymring:

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Firmaer, der underbetaler østarbejdere og sender danske byggearbejdere hjem til ledighed.

SF-formanden løftede sløret for en række tiltag mod løndumping, som Socialdemokraterne og SF er blevet enige om. Planen indeholder blandt andet skiltepligt, så alle firmaer skal give sig til kende, når de arbejder på en byggeplads.

"Vi andre skal jo også køre rundt med nummerplade. Derfor er det rimeligt, at firmaerne også skal vise, hvem de er," sagde Villy Søvndal.

"Regeringen har snork sovet"

Derudover skal et udrykningshold med fagforeningerne, Arbejdstilsynet og Skat forhindre snyd med løn, skat og sikkerhed.

Hvis de to partier får magten efter næste valg, vil de samtidig indføre det såkaldte kædeansvar. Det betyder, at bygherren og vognmanden hæfter, hvis firmaer, der arbejder under dem, løber fra regningen eller snyder med lønnen.

"Vi har haft en regering, der har snorksovet," sagde Villy Søvndal.

"Man bliver helt arrig"

Det var murernes fagforening, 3F, der havde inviteret Villy Søvndal på et besøg i virkeligheden. Murerne i skuret kunne fortælle, at 20 procent af deres kollegaer i København er arbejdsløse, mens masser af polakker og østtyskere arbejder langt under dansk løn.

Derfor var de syv murere ganske frustrerede:

"Man bliver helt arrig," lød det.

Til grin

For siden østarbejdere fik adgang til at arbejde i Danmark i 2004, har politikerne ikke kunnet stoppe den omfattende underbetaling.

"De står bare og griner af os i Polen," mente en ung murer, der så frem til en ny regering, der gør noget ved underbetalingen.

"Vi skal have styr på den del af arbejdsmarkedet, der ikke er organiseret. For vi har brug for de skattekroner, vi går glip af," forsikrede  Villy Søvndal.