Ville flyve til Spanien endte på caribisk ø

28. okt 2013, 10:56
62årige Lamenda Kingdon havde booket en billet til Granada i Spanien, men kom på et fly, der gik til den caribiske ø Grenada.

Lamenda Kingdon troede for nylig, hun var på vej fra London til den sydspanske by Granada. Men da hun havde fløjet et par timer, fandt hun ud af, at flyet i stedet var på vej den caribiske ø Grenada.

Det skriver Daily Mail.

”Efter frokost og en gin and tonic begyndte jeg at snakke med damen ved siden af mig. Jeg fortalte hende, hvor meget jeg glædede mig til at se Alhambra (palads i byen Granada, red.),” fortæller Lamenda Kingdon.

”Hun svarede: Det kommer du ikke til med dette fly.”

”Jeg kiggede på min billet, og der stod ganske rigtigt Grenada. Jeg havde set, at der var stor forskel på afrejse- og landingstidspunkterne, men jeg havde tænkt, at det nok havde noget med tidsforskel at gøre.”

Misforståelsen opstod angiveligt, fordi Kingdon havde bestilt sin flybillet over telefonen – og firmaet havde taget fejl af et enkelt bogstav i navnet på destinationen.

Kilde: Daily Mail