FOKUS: SVINDEL PÅ VILLAVEJENE: Villaejere er byggeriets storsvindlere

4. apr 2011
Villa og parcelhusejere tager krumspring for at omgå både skattefar, fagforeninger og pensionssystemet, når de bygger om.

Miljøminister Karen Ellemann (V) og hendes kærestes villarenovering, hvor de for nylig blev afsløret i at bruge ulovlige tyske håndværkere, er ikke en enlig svale.

Private husejere er nemlig dygtige til at lave både luskede aftaler med håndværkere og betale for arbejdet med sorte penge.

Sådan lyder det samstemmende fra Arbejdstilsynet, byggebranchen og husejernes egen interesseorganisation.

"Vi oplever generelt flere problemer med at overholde reglerne i velhavende villa- og parcelhuskvarterer. Det skyldes især, at villaejerne selv laver aftaler med det, vi kalder udenlandske 'arme-og-ben-virksomheder'," siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Hasse Mortensen.

Også fagforeningerne bruger mange kræfter på husejerne. I 3F holder de et særligt vågent øje på villavejene:

"Når de bygger om og selv er entreprenører, ser vi ofte, at de fristes til at bøje reglerne fuldstændig som det passer dem," siger Claus Mehlsen, faglig konsulent i 3F Nordsjælland.

Et ord går igen, når forholdende i villakvartererne beskrives: Arme-og-ben-selskaber.

Det er virksomheder, som blot består af en enkelt person og en varevogn. Ofte har disse virksomheder ikke den lovpligtige registrering i det danske RUT-register og arbejder derfor ulovligt i Danmark.

På arbejdsgiversiden gælder bekymringen først og fremmest det sorte arbejde:

"Mange af disse enkeltmandsselskaber betaler ikke skat af deres overskud. Det er det, som er det største problem, for det går ud over konkurrencemulighederne for andre byggefirmaer," siger chefkonsulent i Dansk Byggeri Søren Lange.

Særligt er han vred på Nordsjællands husejere:

"De største problemer med at overholde regler og aftaler ser vi i Nordsjælland. Paradoksalt nok er det her, vores allerrigeste skatteborgere bor, så de burde jo have råd til at overholde loven," siger Søren Lange.

Byggebranchen tegner et billlede af, at studehandlerne stortrives på danmarks villaveje.

Senest har fagforeninger i Nordsjælland startet en sympatiblokade mod modemanden Flemming Olesens villa i Nordsjælland.

De anklager ham for at underbetale polske håndværkere og for at oprette arme-og-ben-selskaber, for at holde fagforeningerne fra at kæmpe for deres rettigheder som lønmodtagere.

I januar måned fortalte Rockwoolfondens forskere samt skatterådgiver Henning Boye Hansen til Avisen.dk, at husejere er mere flittige til at lange sorte penge over disken end andre kunder i byggebranchen.

Påstanden om, at husejere skulle have en slappere moral, er ikke fremmed for Parcelhusejernes Landsforening:

"Det er rigtigt, at der er rigtig mange husejere, som fristes til at betale sort eller hyre underbetalte håndværkere," siger formand Allan Malskær.

Han mener dog, at den største pose skattekroner forsvinder fra indtjeningen på de store byggerier:

"For hver gang der bliver ombygget 100 villaer, bliver der lavet et stort nybyggeri i millionklassen. Derfor er det klart, at det er os husejere, som ofte bliver taget i snyd," siger Allan Malskær.