Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) præsenterede i går regeringens opkvalificeringsudspil hos virksomheden Kemp & Lauritzen i Albertslund på Københavns vestegn. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Vil give ledige ret til dagpenge uden a-kasse: Nu taler Hummelgaard

11. jun 2020, 06:00
Et forslag om hurtig adgang til dagpenge for ledige uden a-kasseforsikring har skabt debat under trepartsforhandlinger om arbejdsfordeling. Minister er fåmælt, men forstår modstand mod forslaget.

Skal man som ledig have ret til dagpenge, selvom man ikke tidligere har været medlem af en a-kasse?

LÆS OGSÅ: Mor, der mistede sin søn, er lettet over bred politisk opbakning til sorgorlov

Det er et af de helt store spørgsmål i de igangværende forhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om en forbedring af den såkaldte arbejdsfordelingsordning.

Ordningen skal efter planen holde arbejdsgivere fra at fyre ansatte i hobetal, når regeringens lønkompensationsordning hører op i slutningen af august.

Intentionen er, at landets virksomheder skal bruge arbejdsfordelingsordningen til at sende medarbejdere hjem på supplerende dagpenge, når ordrebøgerne tynder ud, i stedet for at stange fyresedler ud. 

I den forbindelse har både regeringens økonomiske ekspertgruppe og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) foreslået en model, hvor ledige, der ikke er medlem af en a-kasse, alligevel kan få adgang til supplerende dagpenge, hvis deres virksomhed sender dem hjem. 

Forslaget har fået opbakning fra både Enhedslisten og SF, men er blevet mødt med voldsom modstand internt i fagbevægelsen.

Stor intern modstand 

Næstformand i HK Privat Martin Rasmussen har kaldt forslaget for 'en hån mod fællesskabet', mens også Dansk Metal og FOA er stærkt utilfredse ved udsigten til, at ikke-forsikrede danskere får adgang til dagpenge.

- De her mennesker har aktivt valgt, at de ikke vil være medlem af en a-kasse. Og ligesom man ikke kan købe en brandforsikring, når der er ild i ens hus, så skal man heller ikke have ekspresadgang til dagpengesystemet, fordi coronakrisen har kostet en jobbet, lød det mandag fra Martin Rasmussen. 

LÆS OGSÅ: Nyt dagpenge-forslag: Vil løse to problemer på en gang

Indtil nu har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) afstået fra at kommentere på forslaget om en ekspresrute til dagpengesystemet, men på et pressemøde i Albertslund i går understregede ministeren, at regeringen 'lytter til de råd, som ekspertgruppen er kommet med'.

- Samtidig kan jeg også godt forstå dem, der stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor det skal være muligt at tegne en brandforsikring, når det er begyndt at brænde, lød det fra ministeren på pressemødet. 

Lavere dagpengesats

Som modkrav til den hurtige adgang til dagpenge foreslår regeringens økonomiske ekspertgruppe, at den ansatte skal forpligte sig til at være medlem af en a-kasse i et år frem, ligesom han eller hun også skal betale et beløb svarende til et års medlemsskab af en a-kasse.

FH foreslår en mere lempelig løsning, hvor den ansatte kun skal forpligte sig til et års fremadrettet medlemskab af en a-kasse for at tage ekspresruten til supplerende dagpenge. 

I ekstraordinære situationer skal man også være parat til at bruge ekstraordinære værktøjer
Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister (S)

Den ansatte skal dog ifølge FH kun have ret til en lavere dagpengesats svarende til knap 15.700 kroner om måneden. Til sammenligning får en fuldtidsforsikret på højeste dagpengesats 19.083 kroner. 

- Ekspertgruppens forslag om at lade ikke-forsikrede få adgang til dagpenge i arbejdsfordelingsordningen synes vi derfor kun er en god idé, hvis det tænkes sammen med vores forslag om, at et ikke-medlem af en a-kasse skal kunne få dagpenge til en lavere sats, hvis de melder sig ind og forbliver i a-kassen i mindst et år, siger Ejnar K. Holst, næstformand i FH. 

Ekstraordinær situation

Arbejdsmarkedsforsker Kristian Kongshøj har tidligere advaret om, at tusindvis af danskere kan stå uden indkomst, hvis ikke regeringen letter adgangen til dagpengesystemet, når regeringens hjælpepakker udløber.

- Det vil øge fattigdommen og uligheden i Danmark, sagde Kristian Kongshøj i forrige uge til A4 Arbejdsliv.

På pressemødet i går understregede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard da også, at Danmark står i en ekstraordinær situation. 

- Og i ekstraordinære situationer skal man også være parat til at bruge ekstraordinære værktøjer. Men jeg kan konstatere, at der ser ud til at være mange forskellige holdninger til det her spørgsmål, afhængigt af, hvilken fagforening eller a-akasse, man spørger, siger Peter Hummelgaard. 

LÆS OGSÅ: AE-analytikere: Stor gevinst ved at løfte ufaglærte

Kritikere vil sige, at dem, der er ledige nu, har haft rigeligt med muligheder for at melde sig ind en i a-kasse tids nok til at være berettiget til dagpenge under en krise, som den vi står i nu? 

- Det er jo et af de stærke argumenter, der er derude, siger ministeren.