Vil forbyde teenagere at sælge alkohol

18. dec 2012, 13:29
Det er urimeligt, at unge butiksansatte skal forlange ID af ældre, der køber alkohol, mener HK Handel. Fagforeningen foreslår nu beskæftigelsesministeren at sidestille aldersgrænsen for køb og salg af alkohol.

En 15-årig kioskarbejder forventes ifølge loven at nægte en 17-årig at købe en flaske rom til weekendens våde fester.

Det er ikke rimeligt, mener HK Handel, som i dag fremlægger et forslag for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) om at forbyde børn at sælge alkohol.

"Der bør være en balance, så der kræves samme alder for at sælge alkohol, som for at købe det. Det skaber nogle uheldige situationer, når et barn på 13-14 år skal nægte en 17-årig at købe en flaske vodka. Vi mener, at grænserne bør være de samme," siger formand Per Tønnesen.

Udvander loven

Som reglerne er i dag, er det ulovligt at sælge øl og vin til unge under 16 år, imens spiritus med en alkoholprocent på mere end 16,5 kræver, at køberen er 18 år.

Sælgeren kan ifølge loven være helt ned til 13 år. Det skaber et urimeligt pres på de unge butiksansatte, men udvander samtidig lovens hensigt om at begrænse salg af alkohol til unge, mener de butiksansattes fagforening.

"Det er en meget ubehagelig situation, at skulle kræve ID af en 17-årig, hvis man selv er yngre – og måske endda kender personen fra skolen. Derfor bliver aldersgrænserne heller ikke ordentligt håndhævet i butikkerne," siger Per Tønnesen.

Samme problematik gør sig gældende for salg af tobak, mener HK Handel, som derfor også vil drøfte en højere aldersgrænse for salg af tobak med Mette Frederiksen.

Spænder ben for arbejdsgivere

Fagforeningens forslag møder stejl modstand hos arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv.

"Det er en rigtig dårlig ide at ændre de regler, vi har nu. Selvfølgelig kan der opstå akavede situationer, men det må være op til arbejdsgiverne at klæde de ansatte ordentligt på," siger Rikke B. Ørum, der er chef for HR og arbejdsmiljø.

Dansk Erhverv mener, at det vil være et markant benspænd for butikkerne, hvis Anton på 17 år skal tilkalde en kollega, hver gang en kunde beder om en pakke Prince eller en flaske snaps.

"Det vil være særdeles vanskeligt at håndtere, hvis unge under 18 må sælge nogle varer, men ikke andre. Det hænger simpelt hen ikke sammen," siger Rikke B. Ørum.

Efter mødet tirsdag eftermiddag skriver beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i en mail til Avisen.dk, at hun har lyttet til HK Handels bekymringer, og nu overvejer sagen.

Køb og salg af alkohol
  • I marts 2011 blev aldersgrænsen for køb af alkohol i forretninger ændret.
  • Nu skal man være minimum 16 år for at købe øl og vin, og 18 år for at købe alkohol over 16,5 procent.
  • Aldersgrænsen for salg af alkohol er lovbestemt til 13 år.
  • Aldersgrænsen for udskænkning af alkohol på barer og restauranter er fortsat 18 år.