Vikar pas på! Så syg kan du blive

24. feb 2014, 10:00
Hvis dit arbejdsliv konstant byder på omskiftelige vikartjanser, skal du passe på. Stress kan ligge lige om hjørnet.

Op mod 300.000 danskere lider af alvorlig stress. De føler sig udbrændte, sover dårligt og lider af hovedpine. Og arbejder du som vikar eller korttidsansat, er du ekstra udsat.

Denne advarsel kommer fra en af landets førende arbejdsmedicinere.

”De her personer har en større risiko for stress, for de mangler den støtte, der er i at være på en arbejdsplads hver dag," forklarer Nana Eller, overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital.

Og stress blandt de ikke fast-ansatte skal tages alvorligt, lyder det fra eksperterne. For problemet vil vokse.

Brugen af vikarer og korttidsansatte er nemlig stigende. 17 procent af de ansatte i Dansk Industris 100 største virksomheder er i dag vikarer.

Samtidig er brugen af vikarer som helhed steget med syv procent fra 2012 til 2013. Dertil kommer hele brancher, hvor folk oftest er kortidsansatte freelancere på kontrakter.

Usikkerhed kan skabe stress

Folk med stor usikkerhed i deres arbejdsliv er mere i behandling med antidepressiv medicin end fastansatte danskere. Det viser en analyse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.

Bliver man stresset som vikar eller kontraktansat, er man væsentligt dårligere stillet, da der ikke er den samme hjælp at hente som for fastansatte.

”Det en god ide at have en god forsikring, for man er sin egen arbejdsplads. Hvis man vælger den arbejdsform, er det smart at lave nogle fornuftige, personlige budgetter, så man ikke pludselig står med håret i postkassen,” siger stresscoach Bjarne Toftegård.

Men det er ikke bare vikarerne, der rammes af deres usikre arbejdsvilkår. Stressen smitter nemlig, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker Bent Greve fra Roskilde Universitet.

”De øvrige ansatte kan også blive stressede, fordi de konstant skal lære vikarer op,” siger Bent Greve.

Lav indflydelse på jobbet

Hos Dansk Erhverv mener man ikke, at der kan iværksættes særlige stresstiltag for vikarer og korttidsansatte.

”Virksomheder har nogle gange brug for hjælp i korte perioder, og hvis vi siger til folk, at ’det job må du ikke tage, for det er alt for hårdt’, går det for vidt. Der skal folk tage et personligt ansvar. Vikarbranchen er et tilbud. Det er absurd at regulere, hvor ofte man må skifte job," siger Rikke B. Ørum, chef for HR og Arbejdsmiljø.

Stress koster årligt samfundet 14 milliarder kroner på grund af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsenet ifølge Stressforeningen.

Fakta om stress

 

Et dårligt psykisk arbejdsmiljø koster Danmark 63,3 milliarder årligt.


140.000 fuldtidsstillinger rammes hvert år i DK af arbejdsbetinget stress.


500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet.

 

Hver femte, der bliver syg af stress, risikerer at miste sit job.

 

430.000 danskere - svarende til 10 - 12 % har stort set symptomer på alvorlig stress hver dag.


Kilde: LO og Stressforeningen