Vigtigt at se hinanden i øjnene

23. okt 2008
En ny afhandling påviser, at det kan påvirke medarbejdernes ansvarsfølelse og engagement, hvis al kommunikation foregår elektronisk.

Ren elektronisk kommunikation i en virksomhed kan have en negativ effekt på medarbejdernes ansvarsfølelse og deres engagement over for arbejdet.

Det er konklusionen i en ny ph.d.-afhandling fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet, som omtales på Handelshøjskolens hjemmeside.

Ansvarsfølelsen hos deltagere i online projekter adskiller sig markant fra ansvarsfølelsen hos medarbejdere i traditionelle organisationer. Det skyldes, at online kommunikation ikke tilfredsstiller parternes behov for personlig kontakt til hinanden.

"Den fysiske kontakt er et af de påviste vilkår, der i høj grad påvirker menneskers samarbejde med hinanden, fordi den skaber større tillid og tilknytning personerne imellem," siger adjunkt Sladjana Vujovic om undersøgelsen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Kommunikerer medarbejderne kun online, så ryger engagementet. Virksomheden skal ikke skrotte elektronikken, men være opmærksom på, at den har faldgruber.

"At mødes ansigt til ansigt giver deltagerne en langt større tilknytning til projektet og hinanden, hvilket forbedrer samarbejdet og dermed også resultatet," siger Sladjana Vujovic.

Ifølge forskeren bør virksomheder, der udelukkende baserer sin kommunikation på online-værktøjer, derfor være særligt opmærksom på sideeffekterne ved digital kommunikation.

Her skal lederen sørge for at give regelmæssig og direkte feedback til den enkelte medarbejder, så hun eller han føler sig anerkendt.

Sladjana Vujovic understreger dog, at den fysiske kommunikation ikke nødvendigvis er den mest effektive kommunikationsform i alle forhold. Det afhænger meget af opgavens art og deltagernes erfaring med online kommunikation.

/Newspaq/

faktaboks