Video: De dræbte min far

12. dec 2009
Datteren Yessika Hoyos bliver kaldt landsforræder af sin præsident og truet på livet.

Syv skud i hovedet. Sådan stoppede de Jorge Dario’s arbejde som fagforeningsleder i Colombia. Den yngste af hans seks døtre identificerede det blodige lig på fortovet.

De to unge drabsmænd havde lejet lejligheden overfor familien Darios hus og skygget ham i to måneder. I fængslet tilstod de og forklarede, at de var blevet hyret til mordet for at stoppe hans arbejde i fagforeningen for minearbejdere.

”Det var et stort tomrum at miste min far. Det er en vanvittig smerte at opleve døden ansigt til ansigt på den måde. Og det gør endnu mere ondt, at bagmændene går fri,” siger en af de efterladte døtre 25-årige Yessika Hoyos.

Dødstrusler

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Yessika Hoyos er i Danmark for at fortælle om de mange mord på faglige ledere i Colombia. Hun modtager dødstrusler og er bange for at lide samme skæbne som sin far, fordi hun som advokat arbejder med menneskerettigheder. Hun er blandt andet med til at føre sag mod chefen for Colombias efterretningstjeneste, som er anklaget for at stå bag fire drab og 80 mordforsøg på fagforeningsfolk.

Men han er langt fra den eneste fra staten, der kritiseres for at forfølge fagforeningsfolk. Amnesty International og andre menneskeretsgrupper har dokumenteret, at regeringen er dybt involveret i de systematiske trusler og mord.

"Jeg er bange"

Det pres mærker Yessika Hoyos også. Den colombianske præsident, Álvaro Uribe, trådte for nylig frem på nationalt TV og kaldte hende for landsforræder, fordi hun fortalte om overgreb på fagforeningsfolk til en høring i den amerikanske kongres.

”Jeg er bange for at vende tilbage til Colombia om nogle dage. Jeg er bange for at blive anholdt, skudt eller bortført,” erkender hun.

Sulteløn

”Det her sker samtidig med, at store multinationale selskaber tjener mange penge på de lave lønninger, fordi der aldrig kommer en slagskraftig fagbevægelse.”

Imens fortsætter helvedet for de, der afslører krænkelserne. Yessikas kollega modtog forleden en pakke mod posten. Ved siden af en dukke overhældt med rød neglelak og uden arme og hoved lå et foto af med teksten: Sikke en køn pige du har. Du må passe godt på hende.

”Jeg skal ikke have børn. Det er dit bløde punkt. De truer børnene for at få os til at stoppe vores arbejde. Jeg fortsætter, fordi jeg ikke vil have, at andre børn skal opleve, at deres mor og far bliver skudt for at arbejde for en anden verden.”

Mord er hverdag

I Colombia snakker man sig ikke til rette om løn og arbejdsvilkår som i Danmark. Her bliver 50 fagforeningsledere myrdet hvert år, fordi de arbejder for en løn, Colombias fattige arbejdere i minerne og på plantagerne kan leve af.

Danske fagforeninger har dannet netværket Fagligt Colombia Fokus, der skal presse den colombianske regering til at stoppe den politiske vold.

Læs mere om Colombia her (engelsk)