Hjemløse, prostituerede og andre udsatte borgere skal i højere grad udgøre en stemme i den offentlige debat, mener den nye formand for Rådet for Socialt Udsatte, Vibe Klarup. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Ny formand: Alle danskere skal leve med en ordentlig økonomi

27. jan, 16:29
Den nye formand for Rådet for Socialt Udsatte, Vibe Klarup, er især optaget af at få udsattes erfaringer til at påvirke den politik, der besluttes. Hun mener, at det er væsentligt at forebygge fattigdom, men hun har på nuværende tidspunkt ikke en holdning til, om kontanthjælpsloftet bør fjernes.

Fredag udpegede social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) den nye formand for Rådet for Socialt Udsatte. Det er Vibe Klarup, der har mange års erfaring i at arbejde med mennesker på kanten af samfundet.

Ved siden af sin nye formandspost fortsætter hun sit arbejde som direktør i Hjem til Alle Alliancen, der har fokus på hjemløshed blandt unge. Hun afløser Jann Sjursen, der trådte tilbage i november 2019 på grund af interne uenigheder.

A4 Nu har spurgt den nye formand, hvordan hun vil arbejde for udsatte danskere.

Du er ny formand for Rådet for Socialt Udsatte. Hvordan vil du bidrage?

- Jeg er i særlig grad optaget af, at udsatte får en langt stærkere stemme i udviklingen af social- og sundhedspolitikken, end vi har haft tradition for. Og jeg er optaget af, at udsattes erfaringer har samme værdi som videnskaben og de fagprofessionelles.  Vi skal bestræbe os på, at alle udsatte skal tale selv og få deres erfaringer med i politikudvikling, siger Vibe Klarup til A4 Nu. 

LÆS OGSÅ: Skal være talerør for udsatte: Vi skal passe på dem, der rammes af ulykke eller sygdom 

Du kommer med mange års erfaring med at arbejde med socialt udsatte. Hvordan vil du trække på dine tidligere erfaringer?

- Jeg synes, at jeg kender de områder, vi skal arbejde med. Som bestyrelsesformand i Reden arbejdede jeg med prostitution, og som direktør for Danner arbejdede jeg med voldsudsatte og som direktør for Psykiatrifonden fik jeg erfaring med mennesker med psykiske sygdomme, og nu beskæftiger jeg mig med hjemløse. Jeg håber, at det kan gøre, at jeg ikke er helt på bar bund i alle sager. Og jeg kan konstatere, at jeg har fået et virkelig kompetent råd, så vi er flere, der kan hjælpes ad, siger hun.

Er der nogle grupper af udsatte eller områder, du vil have særligt fokus på?

- Jeg synes, at det er meget oplagt at følge op på statsministerens nytårstale, hvor der til alles overraskelse var stort fokus på anbragte børn og deres vej videre fra anbringelse og ind i voksenlivet. Det er også oplagt, da vores næstformand David kommer fra De Anbragtes Vilkår. Her er et tema, der kalder på handling, som jeg er sikker på, at rådet vil interessere sig for som noget af det første. Jeg synes naturligvis selv, at hjemløshed er enormt væsentligt, og grønlænderes vilkår i det danske samfund og fattigdom, siger Vibe Klarup. 

Den tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, var meget kritisk overfor kontanthjælpsloftet og andre reduktioner af offentlige ydelser. Hvor står du i den debat?

- Det er for tidligt for mig at gå ind konkret at anbefale det ene eller det andet, men jeg synes, at det er vigtigt, at alle danskere kan leve med en ordentlig økonomi, og det er så langt jeg er parat til at gå for nu, siger hun.

Men synes du, at kontanthjælpsloftet skal afskaffes?

- Det er for tidligt at sige, siger hun. 

LÆS OGSÅ: Jann Sjursen: Det er en illusion at tro, at man lever et liv i sus og dus på kontanthjælp 

Der skal som noget helt nyt nedsættes to faste bruger- og praktikerpaneler. Hvad er formålet med dem?

- Det er super interessant. Det opfatter jeg som ministerens (social- og indenrigsminister Astrid Krag red.) ønske om, at vi udvikler måden, som vi involverer brugeren på, så de ikke kun er erfaringseksperter, men også bliver set som som medudviklere af politik. Der ligger også i det, at vi skal sikre at arbejde med en stærkere fornemmelse af, hvad udsathed går ud på i forskellige dele af landet, forklarer Vibe Klarup.   

Hvem skal sidde med i de paneler?

- I udsattepanelet skal der sidde repræsentanter fra de udsatteråd, der er i nogle af kommunerne. Det ser forskelligt ud i kommunerne, for der er ikke en fast formel. Det kan være en blanding af mennesker fra organisationer eller udsatte. Der er forskellige traditioner i kommunerne. Men ofte er der brugere med, og det er ikke uvæsentligt. Og så skal der være et organisationspanel med forskellige repræsentanter for forskelige brugertyper med stor viden og erfaring med at arbejde i feltet, siger hun.

Du har tidligere udtalt, at den offentlige hjælp skal suppleres af engagerede frivillige, og du er tidligere formand for Frivilligrådet. Er der ikke risiko for, at de frivillige bliver en nem løsning for det offentlige, der så kan tager mindre ansvar?

- Jeg tænker, at vi for længe siden har forladt den tematisering. Min holdning er, at hvis vi skal løse de komplekse problemstillinger som udsathed er, kræver det vældig ofte et partnerskab. Det er ikke sådan, at et udsat menneskes udfordring alene løses på kommunekontoret. Udfordringerne kan være alle mulige dimensioner af et hverdagsliv. Det handler om fællesskaber, privatøkonomi, at få adgang til arbejde og blive en del af et lokalsamfund, mener Vibe Klarup. 

LÆS OGSÅ: Kræftramte Bjarne har været i systemet i 20 år: 'Det er meningsløst'

Så skal Rådet for Socialt Udsatte forsøge at få endnu flere til at engagere sig frivilligt?

- Nej, det handler om at se ressourcer og se, hvor der er netværk, organisationer eller borgere, der kan være med til at løse udfordringerne med socialt udsatte. Der er rigtig mange organisationer på området, som løfter en kæmpe opgave ved at hjælpe udsatte med at finde den offentlige hjælp. Det er et samspil.

Det har Vibe Klarup på sit cv

Formand for Rådet for Socialt Udsatte siden 2020

Født på Bornholm, som den ældste af tre søskende. Er den første med en universitetsuddannelse i sin familie. Hun er mor til tre piger.

Uddannelse 
Cand.scient.adm., Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter samt University of Athens, Grækenland, 1990-96 

Ansættelser
Direktør Hjem til Alle Alliancen , 2017-     
Forfatter og foredragsholder, Vibes Kontor, 2014-
Sekretariatschef Hjem til Alle, Bikubenfonden, 2016-2017
Rådgiver, Sønderborg Kommune, 2013-2016
Direktør for Psykiatrifonden, 2012-13
Direktør for Danner, Humanitær organisation, der driver et Krisecenter for voldsudsatte, 2005-11
Leder af sammenlægningssekretariatet i Egedal Kommune
Senioranalytiker på Huset Mandag Morgen og projektleder for Kompetencerådet, 1998-2002    
Fuldmægtig i Kontoret for Uddannelse, Kommunernes Landsforening, 1998   
Fuldmægtig i Udviklingskontoret, Socialministeriet, 1996-98

Tillidsposter og medlemskaber
Regeringens ytringsfrihedskommission, 2018-    
Børns Vilkår, næstformand for bestyrelsen 2014-2017     
Dan Uzans Mindefond, medlem af bestyrelsen, 2016-    
Sherpa ApS, formand 2013-2014     
Regeringens Frivilligråd, formand, 2012-2018
Medlem af bestyrelsen for Roskilde Universitetscenter, 2012-2017, næstformand 2014-2017
Næstformand for bestyrelsen, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2009-2012
Medlem af Mary Fondens ekspertpanel, 2008-11
Medlem, founding committee, Global Network for women's Shelters, GNWS, 2009-11
Medlem af Advisory Board for Center for social entreprenørskab, RUC, 2008-2015, formand, 2011-2015
Medlem af bestyrelsen, Kofoeds Skole, 2008-2011
Medlem af Albrightgruppen, 2007-2015
Bestyrelsesformand, Reden København og Reden Stop Kvindehandel, under KFUKs Sociale Arbejde, 2004-06
Formand, KFUKs Sociale Arbejdes Landsbestyrelse, 2005-06

Kilder: KVINFO og berlingske.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her