Sygeplejerske og SF'er: Vi udskriver syge mennesker til gaden

4. nov 2019

FOR NYLIG fulgte jeg en socialsygeplejerske på hendes arbejdsplads på et københavnsk hospital. Flere borgere med klare sociale problemer, manglende bolig, afklarede såvel som uafklarede psykiske lidelser, alkohol- og eller stofmisbrug og meget andet måtte udskrives til gaden.

LÆS OGSÅ: René betalte den højeste pris: Hustru døde af brystkræft efter for meget natarbejde

Det slog mig hvor stort et behov for hjælp disse mennesker har og hvor relativt ringe et sammenhængende og tilstrækkeligt tilbud, der findes til dem. De havde tydeligvis et stærkt påvirket helbred men der var fx hverken tilstrækkelige behandlingstilbud til afvænning eller tilbud om rehabilitering til borgere med et aktivt forbrug. I travle hospitalsafdelinger fylder de her patienter meget. Nogle af dem er meget usoignerede, grove i retorikken, tisser i bukserne og har måske svært ved at passe ind i de gængse stramme normer på et sygehus.

Ifølge rapporten fra SDU ”Socialt udsattes møde med sundhedsvæsnet” kan man se, at mange af de socialt udsatte har en meget sporadisk kontakt til egen læge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Kontakt til egen læge er naturligvis vigtigt, for egen læge er der, hvor man går til, hvis man er i tvivl, om man er syg, hvis man begynder at mærke symptomer, og hvis man har brug for råd. De fleste mennesker peger også på, at oplevelsen af at lægen kender én og ens historie er afgørende for oplevelsen af tryghed og tillid til systemet. Der peges på forskellige årsager til denne sporadiske kontakt, fx at egen læge jo er baseret på tidsbestilling og nøje overholdelse af tider, som lægen på sin side er afhængig af, men som den socialt udsatte simpelthen ikke kan honorere. Det medvirker, at de venter til de er så syge, at det ikke går mere, og det medvirker desuden også, at de i højere grad bruger det akutte system.

LÆS OGSÅ: Mette F. får kritik: "Det er jo fuldstændig gak!"

DE SOCIALT udsatte fortæller i rapporten, at de føler sig stigmatiseret og umyndiggjorte af det behandlende sundhedsvæsen - også af hospitalsvæsenet. At blive opfattet som værende nogen eller noget i andres øjne er et grundlæggende eksistentielt behov, som alle mennesker har, men vi har desværre fortsat et sundhedsvæsen, der i overvejende grad ikke har ressourcerne, viden og interesse i at se disse menneskers helbredsproblemer som et produkt af de livsvilkår den pågældende er underlagt men måske snarere som dårlige valg, som den udsatte selv må ændre og dermed tage ansvar for. Det skyldes ikke ondskab men manglende viden. Det var opløftende for mig at se, hvor meget socialsygeplejerskens faglighed betød, og hvor meget afdelingssygeplejersker, sygeplejersker, læger og sosu-assistenter lagde vægt på at gøre det godt for de udsatte, men det ændrer ikke ved manglen på tilbud.

Der findes ingen patientorganisation, der råber op på vegne af de socialt udsatte, ingen pårørende, der inviteres i Aftenshowet. Der er ingen indsamlinger lørdag aften på en landsdækkende kanal. Der er mange mindre tiltag, som fx Socialsygeplejerskerne, Gadeplans-teams, Sundhedsklinikker i forbindelse med fixerum mv, som alle gør en stor og vigtig indsats, men de er også udfordret, bl.a af manglen på steder at indlægge de syge. I forhold til kræftområdet, der kræver store beløb til ny og dyr medicin, vil det formodentlig være en relativ lille økonomisk udskrivning at sikre boliger, midlertidige aflastningspladser, afvænnings-/behandlingspladser, socialsygeplejersker i psykiatrien og hos egen læge, som kan hjælpe med at skabe og holde kontakten mellem egen læge og den udsatte. Alligevel sker det ikke. Og kigger vi samfundsøkonomisk på det, så er brugen af et akut system samt sygdomme, der først fanges meget sent altså væsentligt dyrere end ordentlige basis-tilbud.

LÆS OGSÅ: Ny opfindelse kan skabe over 10.000 danske arbejdspladser

VI HAR fortsat et kæmpe behov for at opbygge og styrke psykiatrien til at gøre behandlingstilbud til dem med sygdomme, som ikke har så stort fokus i samfundet, fx KOL, bedre men også at sikre at den sociale ulighed, der findes i behandlingen på tværs af alle sygdomsgrupper, identificeres og imødegås. Det kræver politiske vilje at sætte de mest udsatte først.

Særligt de på bunden af samfundet har brug for bedre tilbud – og vi kan ikke være bekendt at udskrive flere til gaden.