EL-profiler: Vi står sammen om at genoprette dagpengene

BeFunky-collage__12_
10. jun. 2020 11.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

VI HAVDE en stærk oplevelse i mandags, da vi sammen med en massevis af faglige dannede ring rundt om hele Christiansborg med hundrede bannere “Genopret dagpengesystemet”, “Højere ydelse! Forlæng perioden!”, “Hjælpepakker til de arbejdsløse“. 

LÆS OGSÅ: Menneskering om Christiansborg: Hæv dagpengene!

Det er er de samme krav, vi har taget med til hver eneste forhandling indenfor murene på Christiansborg. Vi har som det eneste parti stædigt fastholdt fagbevægelsens krav om bedre dagpenge, længere dagpengeperiode og økonomisk tryghed for alle arbejdsløse.

Corona-krisen har vist, hvor udhulet vores kollektive dagpengesystem er blevet. Skiftende regeringer har insisteret på, at dagpengene skulle være lavere, perioden kortere og genoptjeningen sværere. Det har de 100.000, der allerede er faldet ud af systemet mærket. Når dækningen kun er det halve af lønnen, så betyder det, at det for mange bliver en økonomisk katastrofe at blive arbejdsløs.

For os, der prioriterer fællesskabet, må det være vigtigt at sikre social og økonomisk tryghed for de lønmodtagere, der kæmper for en fast plads på arbejdsmarkedet. Vi ved jo allesammen godt, at de eneste der vinder på, at nogen bliver sat i en desperat økonomisk situation, er arbejdsgiverne. For de kan udnytte de desperate til at presse løn og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet, som vi ser det i flere brancher fx med social dumping. 

DET ER derfor, at Enhedslisten kæmper ved forhandlingsbordet for at dem, der ikke har adgang til dagpenge kan få kontanthjælp uden modregning, uden kontanthjælpsloft, uden 225-timers regel og uden lavere satser som integrationsydelsen og uddannelseshjælp. 

Lad det være sagt en gang for alle. Vi har ingen sympati for free-riders, der vil nasse på vores kollektive forsikringer
Jette Gottlieb (MF Enhedslisten, arbejdsmarkedsordfører) og Victoria Velasquez (MF Enhedslisten, beskæftigelsesordfører)

Når det sagt, så bliver vi nødt til at rette op på en misforståelse. Flere af fagbevægelsens topfolk har været ude med svirp til Enhedslisten og SF for at støtte fagbevægelsens (FH) eget forslag om en aktuel åbning for indmeldelse mod betaling af et års A-kasse kontingent. Vi var i den tro, at det var hele fagbevægelsens forslag, når FH kom med det, og vi tolkede det ind i, at alt for mange ikke har adgang til dagpengesystemet på grund af bl.a. for lav indtægt eller for få timer.

Lad det være sagt en gang for alle. Vi har ingen sympati for free-riders, der vil nasse på vores kollektive forsikringer. 

Vi lover fortsat at arbejde utrætteligt inde på Christiansborg for budskaberne fra slotspladsen fra i mandags om at genoprette dagpengesystemet, højere ydelse, forlænge perioden og hjælpepakker til de arbejdsløse. Men selvfølgelig handler det ikke kun om penge for de arbejdsløse, det gælder også om at have en fremtid, et job og have kvalifikationerne til de mange titusinde af nye stillinger, der kommer til at blive oprettet i velfærden og som led i den grønne omstilling. 

FAGBEVÆGELSEN OG Enhedslisten kan stå sammen om at alle, både lønmodtagere i arbejde og de arbejdsløse fra første ledighedsdag, skal have retten til at kunne uddanne fra ufaglært til faglært og fra faglært til akademiniveau, så man har udsigt til et job på fremtidens grønne arbejdsmarked. Hvis det skal fungere i praksis, så skal ydelsen hæves, så en familie kan forsørges. Derfor støtter Enhedslisten HK Privats forslag om, at man skal kunne tage uddannelse på 150% af dagpengeniveauet.

Lad os her til sidst slå fast med syvtommersøm, hvad Enhedslisten står for og vores støtte til aktuelle dagpengeforslag:

Højere dagpenge 

  • Vi arbejder for, at lønmodtagere får 90 % af hidtidig løn dog max 30.000 kr.
  • Vi støtter FH’s Corona-forslag om en dagpengesats på 25.000 kr.
  • Vi støtter at unge ikke skal diskrimineres til en lavere ydelse

Længere periode

  • Vi arbejder for, at ingen skal falde ud uden garanteret job eller uddannelse og at dagpengeperioden forlænges til 4 år 
  • Vi støtter at Corona-krisen skal tælle som død periode frem til 1. januar 2020

Lettere adgang 

  • Vi arbejder for, at man skal kunne genoptjene retten til dagpenge med tre måneders arbejde og ingen indkomstgrænse
  • Vi støtter FH’s forslag om, at optjeningskravet og indkomstkravet til dagpenge suspenderes midlertidigt, mod at de arbejdsløse melder sig ind i en a-kasse og bliver der mindst et år. 
Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].