Vi sender en bårebuket

9. sep 2009
Stemningen var mildest talt smårådden, da beskæftigelsesministeren her til morgen diskuterede massefyringer med oppositionen.

"Det er med beklagelse, at regeringen modtog meddelelsen om lukningen af Lindø-værftet, men regeringen har respekt for den svære beslutning, Mærsk har truffet."

Sådan sluttede beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) sin gennemgang af de initiativer, regeringen havde taget i forhold til finanskrisen, da hun var i samråd i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

Det fik låget til ryge af hos socialdemokraten Bjarne Laustsen, der svarede igen: "Det er som at være til en begravelse, hvor regeringen bare sender en bårebuket, og så ellers ikke gør noget."

Til det svarede ministeren:
"Bjarne, jeg er rimeligt rystet over at få skudt sådan noget i skoene. Det er svært at finde en regering, der har gjort mere end den danske. Havde vi lyttet til dig, Bjarne, for halvandet år siden, havde vi brugt to kroner, hver gang vi tjente en, og så havde vi ikke kunnet gøre noget nu. Så det, du siger er et falsum!"

Nytænkning efterlyses
 
Der var dækket op med frugt, morgenbrød og Cola Zero - til ministeren - men der blev ikke spist meget i det politiske slagsmål, som udspillede sig i de tidlige morgentimer på Christiansborg.

Et nærmest klassisk slagsmål mellem to venstre-fløjs socialdemokrater, suppleret af Enhedslisten overfor en liberal minister, der var sekunderet af embedsmænd og borgerlige væbnere.

De to socialdemokrater, gruppeformand Carsten Hansen og Bjarne Laustsen - også kendt som 'rustbankerne' fra de gamle fløjkrige - er, med deres rødder på hhv. Fyn og i Nordjylland, meget involveret i massefyringerne på Lindø-værftet og i Frederikshavn.

Og de havde et sandt bombardement af krav på nytænkning med til ministeren, som på sin side måtte værge for sig med regeringens faste mantra om, at 'vi ser tiden an'.

Hun kunne oplyse, at der til næste år er sat 15.5 millioner kr. af til varslingspuljen, som skal afbøde de øjeblikkelige virkninger ved massefyringer og så kunne hun love, at hvis det ikke var nok, ville hun se "positivt på at finde flere penge."

"Sang fra de varme lande"

Men det stoppede ikke kritikken: "Det er ikke godt nok," sagde Laustsen og Hansen fulgte op: "Vi ser en handlingslammet og rådvild minister."

Han efterlyste uddannelse til de mange ledige på Lindø: "Skulle de ikke have noget nu, dem, der ikke tidligere har trukket på uddannelseskontoen?

Han fortsatte beskydningen:
"Vi får bare en sang fra de varme lande. Vi har fået en politisk ordfører, der blev minister, men nu igen lyder som en politisk ordfører. Jeg er dybt skuffet. Var det ikke rimeligt at tage skyklapperne af - hvor finder man arbejde til 650 3F'ere?"

Det svarede Støjberg ikke på - til gengæld kom hun igen på uforskammethederne: "Jeg er rimeligt rystet over det debatniveau, vi har her i arbejdsmarkedsudvalget."

Og sluttede med, at Bjarne Laustsen talte mod bedrevidende, når han sagde, at regeringen ikke gjorde noget.
 
Enige? Nej, det blev de ikke - men debatten fortsætter.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her