Vi har svigtet det personale, der stod i forreste linjen i kampen mod Corona

Da jeg læste overskriften ”75-årig SOSU-assistent er død af Corona”, vidste jeg med det samme, hvem det var. Der kan ikke være mange 75-årige SOSU-assistenter, der stadig er i arbejde. Og ganske rigtigt, det var Preben, som arbejdede som fast aftenvagt på et plejehjem i Gentofte.

I alt har 19 beboere og 13 medarbejdere dér været smittede. Fem beboere er døde og så altså Preben. Man burde da ikke kunne dø af at passe sit arbejde.

LÆS OGSÅ: Dagpengedækning skaber frygt: Rekordmange forsikrer sig mod ledighed

Det er en næsten ufortalt historie, hvor meget personale, der egentlig har været smittet og endnu mere, hvor mange, der stadig har voldsomme men af det og hvor alene og magtesløse de har følt sig.

Jeg er ikke vild med krig, men jeg er af den overbevisning, at når staten sender soldater i krig, så er det statens forbandede pligt at samle de, der kommer hjem med ar på sjælen op igen. Historierne er mange om, hvordan det ikke er sket.

Veteraner med splinterede sjæle og knuste familier, som ikke får den hjælp, de har brug for. Jeg mener godt, man kan bruge sammenligningen. Vi havde brug for sundhedspersonalet til den her krig mod virus. Allerede nu kan vi konstatere, at mange af de ansatte, der er blevet smittet, har stået alene, og mange har stadig voldsomme sen-følger, som de ikke ved om forsvinder. Hvorfor er hjælpen til dem ikke samlet og sat i system?

I ældreplejen oplevede man endda, at værnemidlerne simpelthen bare ikke var der. Meldingerne om at, i uge 16 ville de Covid19-ramte patienter strømme ud fra hospitalerne og ud i kommunerne til ældrepleje og plejehjem, var reelle men hylderne, der skulle bugne af de værnemidler, der skulle beskytte personalet og de usmittede borgere og beboere var tomme.  

Mange har fortalt mig om frygten, ensomheden, afmagten, den manglende hjælp, og når de så blev smittede, om omverdenens fordømmende og frygtsomme reaktion.

Alt dette foregik samtidig med, at man skulle høre en Sundhedsstyrelse bedyre, at vi skam var godt forberedte. Nej, det var vi ikke. Punktum.

Der er uendeligt meget mere man kunne gøre. For det første gik der alt for lang tid fra, man bliver klar over smitten, til man dannede sig et overblik over beholdningen af værnemidler.

Derudover kunne vi fra starten have testet personale meget mere systematisk. I stedet bruger man nu tusindvis af test på at undersøge tilfældige borgere, mens der er stadig ingen systematik ift at teste personale så vi kan beskytte de mest udsatte.

Man kunne have indført faste teams i ældreplejen, forstået på det måde, at personalet kommer hos de samme borgere og derved mindske smitterisikoen. Man kunne gøre det samme på plejehjemmene ved at zoneinddele dem.

De samme beboere ville kunne blive passet af de samme ansatte. Javist, det vile koste ekstra penge, men risikoen for smitte ville være mindsket og en mere langsigtet løsning ville være fundet. I stedet har vi stadig i skrivende stund, steder hvor beboere og pårørende ikke kan se hinanden. Det er det, de har betalt med. Det er simpelthen ikke iorden. Der skal findes løsninger, der både holder smitten nede, men som også er menneskelige.

Preben var en fantastisk SOSU-assistent. Jeg ved, at han gjorde en forskel for de mennesker, han passede. Jeg lyttede til ham med stor fascination, for han var virkelig inspirerende. Jeg er så ked af at høre, at han er død, og jeg er rystet over, at det var hans arbejde, der kostede ham livet. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at om end der ikke er garantier, så kunne vi godt have passet bedre på ham og hans kolleger.