FOKUS: OVERVÅGNING: Vi hader chefens lurende øje

5. mar 2011, 22:45
Ny undersøgelse viser, at danskere foragter, når overvågning rykker ind på arbejdspladsen.

Ansatte er i høj grad på vagt overfor chefens lurende øje, hvad end det gælder gammeldags videoovervågning, gennemlæsning af e-mails eller GPS-sporing af arbejdsbilen.

Det viser en ny undersøgelse, som fortæller om danskernes forhold til overvågning på jobbet.

Flertal imod overvågning

Undersøgelsen, som er foretaget af Interresearch for fagforeningen Business Danmark fortæller, at 60 procent af os er modstandere af chefens overvågning, mens en fjerdedel finder overvågning 'stærkt uacceptabelt'.

Det er der en god grund til, siger professor i ledelse og filosofi på Copenhagen Business School Ole Fog Kirkeby:

"Chefen skyder sig selv i foden, det øjeblik han begynder at overvåge sine ansatte. Det er simpelthen hamrende dumt, for mistilliden til de ansatte avler automatisk mistillid tilbage til chefen."

Professorens kritiske ord møder forståelse fra brancheorganisationen Dansk Erhverv:

"Man skal undgå overvågning så vidt muligt, for tillid er altid bedre end mistillid. Men på mange arbejdspladser sker der af og til store svind, og der kan det blive nødvendigt" siger Rikke B. Ørum, chef for HR og arbejdsmiljø i Dansk Erhverv.

Det kan være en både effektiv og fornuftig måde at løse fejl på arbejdspladsen, siger hun. Chefen kan gå tilbage og se videobånd eller e-mails igennem og finde fejlen.

Krise gør det lettere at overvåge

Det skaber klarhed, som også de ansatte sætter pris på, forklarer Rikke B. Ørum.

Professor Ole Fog Kirkeby mener, at overvågning vil blive mere accepteret af de ansatte fremover:

"Lederne kan tillade sig mere i dag. Under en økonomisk krise skal der meget mere til, før de ansatte brokker sig," siger han.

Business Danmarks undersøgelse viser, at danskerne har en sund skepsis overfor overvågning på arbejdspladsen, mener formanden i fagforeningens arbejdsmiljøudvalg Lene Walther Johannesen.

"Hvis kontrol bliver til overvågning, så kan det gå alvorligt ud over trivslen på arbejdspladsen. De ansatte skal ikke føle, at de hele tiden bliver kigget i kortene," siger hun.

Tydelige regler

Hvor mange, der bliver overvåget, findes der ikke noget præcist tal på. Ofte vil overvågning blive forklaret med tyverisikring, som foreksempel landets butiksansatte og medarbejdere i byggebranchen ofte oplever.

I Danmark er der meget frie rammer for overvågning på arbejdspladsen, men enkelte rammer skal overholdes.

Det er eksempelvis lovligt for din chef at læse din e-mail, så længe han kun læser e-mails, som tydeligt er arbejdsrelaterede.

Installerer man kameraer eller GPS-sporingschip på en arbejdsplads, skal alle ansatte ifølge loven informeres mundtligt og skriftligt. Derudover skal der være tydelige skilte, som viser at området eller bilen er overvåget eller kan spores elektronisk.

Avisen.dk afslørede sidste år, at kommunale hjemmehjælperes biler blev sporet med GPS-chips. Der var blevet installeret sporingschip i bilerne i Gribskov Kommune, selvom flere ansatte ikke var blevet informeret.

Ifølge undersøgelsen fra Business Danmark tror kun hver syvende, at de selv bliver overvåget af chefen.

skjultitel


 

Om undersøgelsen:

  • 60 % er modstandere af al overvågning på arbejdspladsen.
  • 23 % mener overvågning godt kan forsvares.
  • 17 % er hverken negativ eller positiv overfor overvågning på jobbet.
  • Undersøgelsen er foretaget for Interresearch for fagforeningen Business Danmark blandt 1.076 repræsentativt udvalgte danskere på 18-65 år.