Vi fortryder vores uddannelse

22. feb 2011
En tredjedel af danskerne fortryder deres valg af uddannelse.

Lærer, murer eller bankmand?

29 procent af danskerne er ikke tilfreds med deres uddannelsvalg efter folkeskolen. Det viser en rundspørge fra analyseburauet Wilke, der har spurgt 532 danskere.

De mange utilfredse danskere på arbejdsmarkedet kommer bag på forskningspolitisk chef hos Dansk Industri, Charlotte Rønnhof.

Dårlig studievejledning kan være en af årsagerne, mener hun.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Vi har troet, at vejledning er svaret på alle udfordringer. Man kan ikke vejlede inden for områder, man ikke kender. Det bliver teori. De unge mangler at møde nogen, der selv har gennemgået den uddannelse, de gerne vil ind på," siger Charlotte Rønhof.

Hun peger på et behov for rollemodeller, så unge kan få et kig ind i den fremtid, de måske gerne vil arbejde i.

"Man bruger oceaner af tid på at lave uddannelsesplaner, allerede når de er børn. Men hvis det foregår i en lukket skoleboble, så vil man altså fortryde sit valg," siger Charlotte Rønhof

Studievalg efterlyser flere ressourcer

Studievalg København vejleder 39.000 elever på gymnasierne og erhvervsskolerne. De oplever flere, som efterspørger personlig vejledning, men det er der ikke ressourcer til. Personlig vejledning på skolen er heller ikke alene det, der giver et godt studievalg.

Derfor arbejder Studievalg København på, at unge skal skubbes ud i virkeligheden, når de skal vælge uddannelsesretning. Der kan de selv deltage i Åbent Hus-arrangementer og selv være studerende for en dag.

"Det handler om meget mere end blot at tale med os som studievejledere på skolen. Unge skal ud og opleve uddannelsen, de gerne vil ind på. At se og opleve rammerne om studiet har ofte en stærk effekt på unge," fortæller Jan Svendsen fra Studievalg København.

Svært at vælge

En af de unge, der er bange for at fortryde sit valg senere i livet, er 21-årige Emilie Lai. Hun er i tvivl om, hvad hun skal vælge og har derfor efterspurgt en personlig samtale med en studievejleder.

"Jeg kan både godt lide noget samfundsorienteret og kreativt, og det er svært at bestemme sig,"siger Emilie Lai, der gerne vil i gang med en uddannelse næste år.

Undersøgelsen

Så mange er ikke tilfreds med deres uddannelsesvalg:

  • 15-29 år - 25,4 %
  • 30-39 år - 28,8 %
  • 40-49 år - 31,0 %
  • 50-59 år - 31,8 %
  • 60-69 år - 29,7 %

Totalt er 29,0 procent ikke tilfreds med deres valg af uddannelse. Analysebureauet Wilke har interviewet 532 personer, hvilket giver en usikkerhed på 4,17 procentpoint.

Kilde: Wilke

 

Bunden til toppen

Avisen.dk sætter med en række nyheder og portrætter fokus på uddannelsvalg og efteruddannelse.

Med portrætter af danske topchefer, der i starten af deres karriere lavede noget helt andet, end det de gør nu, kan du se, hvad der skal til for at komme til tops.