Vi er ikke et daglejersystem

21. jan 2014, 13:07
Der er godt sug i vikarkontoen inden for særligt industrien. Vikarbureauet Adecco sendte sidste år 50 procent flere vikarer ud.

Vikarbureauet Adecco har i 2013 set en stigning på omkring 50 procent i antallet af vikarer, der finder arbejde. Det er særligt industrivirksomheder, der har fået smag for vikarer på det seneste.

”Det er både faglærte og ufaglærte. Håndværkere, der kan bruges i industrien, og dygtige ufaglærte med hænderne skruet rigtigt på," siger Susan Nørgaard, salgs- og marketingchef i Adecco.

Hun ser udviklingen som et udtryk for forsigtig optimisme i produktionshallerne.

Industrien mander op med vikarer

”Jeg tænker, at det er fordi, at optimismen melder sig, og der er fremgang i ordrerne, men at man samtidig har brug for lige at se, at det også er en stigning, der er kommet for at blive,” siger Susan Nørgaard.

"En stor del af vores kunder har taget en strategisk beslutning om at have en fleksibel arbejdskraft," siger hun.

Vikarer er et af de emner, som er oppe i forhandlingerne om en ny overenskomst for industriens område. I fagbevægelsen er der en mistanke om, at virksomhederne udnytter vikarer som billig arbejdskraft.

"Vi er ikke et daglejer-system"

Det kan eksempelvis ske ved at spekulere i korte kontrakter, lyder det fra fagbevægelsen. Så når folk nemlig ikke at optjene forskellige typer af tillæg, der først træder i kraft efter eksempelvis seks måneder.

Susan Nørgaard afviser, at det skulle være et problem for de vikarer, som Adecco sender ud:

"Vi er arbejdsgivere, og hos os er man altid aflønnet i henhold til gældende overenskomst."

”Indenfor industrien er der typisk tale om uafbrudte forløb (for vikarerne, red.). Det er ikke efter gammeldags daglejer-system. De fleste ved, hvad de skal arbejde med langt frem i tiden,” siger Susan Nørgaard.

Hun forklarer, at Adecco forventer en ”stadig positiv udvikling” i andelen af vikarer i arbejde, men ikke regner med at vokse med yderligere 50 procent i 2014.