Ventetider forgælder syg enlig mor

24. jan 2014, 12:50
Enlig mor blev tvunget til at låne penge af både banken og sin mor, da kommunen lukkede hendes sygedagpenge. Hun ventede 11 måneder, før Ankestyrelsen gav hende medhold i, at det var en fejl

11 måneders ventetid på behandling af en klage tvang Trine Nielsen til at låne mange penge først af banken og så af sin mor.

Sagen om Trine Nielsen er et af de tilfælde, som HK Østjylland nævner i et åbent brev til Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) om enorme menneskelige omkostninger ved ventetider på op til et år i Ankestyrelsen.

Sidste år ventede hun fra januar til midt i november på en afgørelse på en klage over, at kommunen havde stoppet hendes sygedagpenge. Hun sad med en husleje på 4.700 kroner og løn på 8.000 kroner.

”Det er frustrerende, når man ikke aner, hvordan det skal fungere med ens økonomi fremover, og man ikke kan gøre andet end at vente. Det har betydet, at jeg har måttet låne virkelig mange penge af min mor,” siger Trine Nielsen.

Trine Nielsen var på det tidspunkt enlig mor til en lille pige, og i 2010 var hun faldet på en kælkebakke og havde slået ryggen, mens hun var i løntilskud som pædagogmedhjælper.

Arbejder med smerter

Tre ryghvirvler kom til at sidde skævt, og siden har Trine haft rygproblemer. Hun kan for eksempel ikke tage sin datter op, og da hun for nylig fik en lille søn, måtte hun opgive at bære ham.

Hun har et butiksjob, men kan ikke arbejde mere end 20 timer om ugen på grund af rygsmerterne.

I december 2012 besluttede Norddjurs Kommune, at hun ikke længere kunne få suppleret op fra de 8.000 kroner i løn til sygedagpenge på 16.000.

Kommunen lukkede kassen, fordi den mente, at hendes ryg ville blive bedre med tiden.

Hov: Ekstra ventetid på fem måneder

Trine Nielsen fik hjælp af sin fagforening HK til at klage. Først lød beskeden fra Beskæftigelsesankenævnet, at Trine Nielsen ville få svar 1. juli, seks måneder senere.

Men da hun havde holdt ud til midt i juni, fik hun brev fra Ankestyrelsen om, at sagen var flyttet over til dem og ville trække ud.

Trine Nielsen flyttede sammen med sin kæreste, mens hun ventede på svar på sin klage. Men det var en hård tid økonomisk, og er det stadig, fordi hun endnu ikke har fået afklaret sin sag.

"Det gør ondt i min ryg, når jeg står op, og det har ikke ændret sig siden jeg faldt for fire år siden, og jeg kan jo ikke blive ved med at leve af at arbejde tyve timer," siger hun.