Næstformand i Venstre, finansminister Kristian Jensen og integrationsminister Inger Støjberg kan godt hygge sig til fodboldkampe, men de konkurrerer om stemmerne i Vestjyllands Storkreds. Og Inger Støjberg er en sikker vinder. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau-Scanpix.

Venstres kronprins ydmyget af Støjberg

6. jun 2019
Med 28.420 personlige stemmer får Inger Støjberg et kanonvalg og bliver topscorer i Vestjyllands Storkreds. Men integrationsministerens sejr er en ydmygelse af Venstres kronprins Kristian Jensen, der går markant tilbage på hjemmebane.

Venstres kronprins Kristian Jensen (V) bliver ydmyget af sin partifælle Inger Støjberg ved folketingsvalget.

De to top-venstrepolitikere stiller begge op i Vestjyllands Storkreds, og efter sidste stemme er talt op, må Kristian Jensen notere sig et møgvalg og Inger Støjberg en stor triumf. 

Integrationsministeren scorer 28.420 personlige stemmer, hvilket er en kæmpe stigning sammenlignet med folketingsvalget i 2015, hvor hun fik 16.356 personlige stemmer. 

Dermed knuser hun finansminister Kristian Jensen og scorer næsten tre gange så mange stemmer som ham. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Markant fald  

Venstres næstformand får kun 10.759 personlige stemmer, hvilket er et markant fald siden valget i 2015, hvor 14.028 vestjyder satte kryds ved Venstres kronprins. 

På hjemmebane er næstformanden Kristian Jensen tilsyneladende ikke så populær, at jyderne har villet styrke hans position som arvtager efter Lars Løkke Rasmussen. 

I 2015 fik Venstres næstformand og sandsynlige arvtager efter Løkke 14.028 personlige stemmer. Et godt valg, hvis det altså ikke lige var fordi partifællen Inger Støjberg blev topscorer med 16.356 personlige stemmer.  

Ellemann i kulissen 

Stemmefordelingen mellem de to ministre vil blive tolket på i Venstres bagland, når - og hvis - Lars Løkke Rasmussen trækker sig som formand for Venstre. Næstformand Kristian Jensen står på spring, men møder angiveligt modstand internt i partiet.

Derfor bliver der også lagt mærke til, hvor mange stemmer fødevare- og miljøminister Jakob Ellemann- Jensen får i Østjyllands Storkreds.