20200725-131150-L-1920x1280we
En lønmodtager, der tjener 400.000 om året, vil få 15.300 kroner udbetalt til oktober. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Partier: Udbetal alle feriepenge

5. aug 2020, 10:47
Venstre og Det Konservative Folkeparti melder nu ud, at danskerne bør få alle fem ugers feriepenge til udbetaling.

Snart kan danskerne få udbetalt tre ud af fem ugers indefrosne feriepenge. Men både Venstre og Det Konservative Folkeparti mener, at alle fem ugers feriepenge skal udbetales. Det skriver B.T.

LÆS OGSÅ: Lufthavnen nedlægger 650 stillinger

- Danskerne skal som udgangspunkt have alle deres indefrosne feriepenge her til efteråret. Dansk økonomi har det hårdt, så det giver god mening også at se på de sidste to ferieuger, siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.

Det var i juni, at et flertal i Folketinget besluttede at udbetale de feriepenge, der er indefrosset fra 1. september 2019 og et år frem.

Feriepengene er blevet indefrosset i overgangsperioden til en ny ferielov. Det var meningen, at danskerne skulle have pengene til udbetaling, når den enkelte gik på pension. Men partierne besluttede i forbindelse med coronakrisen, at pengene skal udbetales allerede til efteråret for at sparke gang i økonomien efter krisen.

LÆS OGSÅ: Tidlig tilbagetrækning kan afhjælpe ledighed i coronaramte brancher

Partierne skal beslutte til efteråret, om de sidste to ugers ferie også skal udbetales.

De tre ugers indefrosne feriepenge udbetales til oktober, hvis man ønsker det. Det er nemlig frivilligt, om man vil have sine feriepenge til udbetaling eller gemme dem til pensionen.