Politiet har fredag omkring klokken 13 udsendt et billede fra Rørdalsvej, hvor en lastbil har påkørt en betonoverføring, der går over vejen. Foto: Rasmus Skaftved/Ritzau Scanpix

Vej lukket - beton kan falde ned

17. jan, 13:49
En vej i Aalborg er fredag blevet spærret, efter at en lastbil har påkørt en betonoverføring.

En lastbil har fredag ramt en betonoverføring, der går over Rørdalsvej i udkanten af Aalborg.

Da betonoverføringen har løsnet sig i den ene ende, er der fare for, at den falder ned, oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Vejen er derfor helt spærret.

- Betonoverføringen har løsnet sig i den ene ende, og der er fare for, at den vælter ned.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Rørene ovenpå betonbjælken bruges til at transportere cement i. Brandvæsenet er tilstede sammen med politiets indsatsleder og vurderer, hvad der skal iværksættes i sagen, skriver politiet.

Ingen er kommet til skade ved ulykken, der er sket ved nummer 44 på Rørdalsvej.

Det kommer til at tage "nogen tid" at reparere det, lyder det fra politiet.

/ritzau/