Vanvid: 10.000 ansøgere til 60 job

13. feb 2014, 07:00
Næsten 10.000 ansøgninger har Novo Nordisk modtaget til 60 opslåede stillinger.

Det vælter ind med ansøgninger til 60 opslåede stillinger hos Novo Nordisk. Insulingiganten har modtaget intet mindre end 9616 ansøgninger til bare 60 stillinger, skriver MedWatch.

Sidste år tikkede 6900 ansøgninger ind fra ansøgere, der håbede på en af de 48 opslåede stillinger i koncernens graduate-program. Men til dette års ansøgningsrunde var antallet af ansøgninger steget kraftigt.

I alt må 160 ansøgere dyste om hver stilling i år mod 144 sidste år. Ifølge Novo Nordisk steg ansøgermængden fra 2012 til 2013 med hele 66 pct, skriver MedWatch.

Ove Munch, der har ansvaret for koncernens graduate-programmer, fortæller, at "eskaleringen er kommet over de seneste år".

Han lover, at alle ansøgninger bliver læst, nu hvor koncernen skal til at finkæmme bunken af kandidater.

”Alle de ansøgninger, vi får ind, læser vi igennem. Så inviterer vi de bedste ind til omkring 450 telefoninterviews primært via Skype eller Facetime. Af dem bliver omkring 160 inviteret ind til vores rekrutteringscenter, og der vælger vi de 60, som vi ansætter. De resterende ca. 100 får feedback,” siger Ove Munch til MedWatch.

120 nationaliteter

De mange ansøgninger kommer fra hele verden. Faktisk tæller mængden af danske ansøgere blot 15 procent ud af de 9616 kandidater.

"Vi kan se, at vi lige pt. har 14 pct. fra Indien, og 11 pct. Kina, mens resten er spredt over europæiske lande og USA. To pct. af ansøgningerne kommer fra Afrika,” siger Ove Munch til MedWatch.

I år har ansøgerne 120 forskellige nationaliteter mod 112 sidste år.