Tæt på verden: Valgkamp spidser voldeligt til i Senegal

19. feb 2012
Dele af befolkningen har fået mere end nok af præsident, der klamrer sig til magten. Uroen stiger i gaderne, fordi demonstrationer forbydes.

En uge før Senegal går til valg tegner sig et billede af voksende uroligheder. Fredag forbød myndighederne en politisk demonstration, hvilket medførte stor uro i gaderne.

Senegal, Afrikas duks hvad angår demokrati, er ved at miste glorien. Valget er særdeles kontroversielt, fordi en stor del af befolkningen mener, den siddende præsident Wade kupper sig til en tredje valgperiode.

Optræk til ballade

Abdoulaye Wade står overfor 13 modkandidater ved valget den 26. februar. Modstandere og civile organisationer har samlet sig i en såkaldt M23 bevægelse, der ville holde en demonstration.

Også en ungdomsbevægelse faldet ”Fed Up” ledet af rappere har fået deres politiske aktiviteter forbudt af sikkerhedspolitiet i sidste uge.

Modstandere gennemførte deres forehavende og kom i kamp med politiet natten til lørdag.

Fred og landbrug

Den 85-årige Wade lader sig ikke holde tilbage af uroen, men fører energisk valgkamp landet over. Præsidentens chancer for at vinde er store.

Her under valgkampen forsøger han igen at love fred i den kriseramte Casamace provins, der er adskilt fra resten af Senegal af landet Gambia. Siden 1982 har en frihedsbevægelse kæmpet for uafhængighed.

Nu forsøger Wade som ved valget i 2000 at lokke med store fuldt ud finansierede landbrugsprojekter til oprørerne, hvis de vil lægge våbnene. Alene i december blev 23 dræbt i konflikten, skriver Africa News.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.