Vagt: Derfor bruger jeg ikke skudsikker vest

21. okt 2013, 16:11
Mens en stadig større del af sikkerhedsbranchen trækker i skudsikre veste, har vagterne i shoppingcentret Waves valgt de polstrede veste fra.

Masseslagsmål, en psykisk syg, som truer med en hækkesaks.

Det er blandt de voldelige episoder, der kan opstå, når bølgerne går på sit højeste i shoppingcentret Waves.

Avisen.dk skriver i dag, at flere vagter trækker i skud- eller stiksikre veste.

Men i Waves har vagterne valgt anderledes.

"Jeg vil da ikke føle mig særlig tryg som kunde, hvis jeg så en vagt gå rundt i en skudsikker vest," siger vagt Torben Andersen.

Han ville heller ikke gå med våben, hvis det var tilladt.

"Det handler jo om, hvilket signal du sender til kunderne, og jeg tror, at man vil undre sig som kunde over, hvorfor vagten skulle have brug for at gå rundt med et våben, eller en skudsikker vest," siger han.

Mundtøjet er det vigtigste

Derfor holder vagterne fast i det mere rolige ydre, med skjorte, slips og et godt mundtøj.

For ifølge vagt Kenneth Mørk, kan man oftest snakke sig ud af konflikterne, og det gør i de fleste situationer vestene overflødige.

"Vi er gode til at snakke med folk, og hvis vi sørger for, at alle sider af sagen bliver hørt, kan vi ofte undgå at konflikten trapper op," siger han.

Alligevel har der været voldelige situationer, hvor en venlig bemærkning ikke har været nok.

"Der har været episoder, hvor vi ikke har kunnet gribe ind, og så må er det eneste vi kan gøre, at ringe efter politiet, og forsøge at spærre området af. Det vigtigste er, at få dirigeret kunderne uden om konflikten," siger Kenneth Mørk.

Mavefornemmelser

Ofte kan det være svært for vagterne at vurdere, om de skal gribe ind.

"Der er ikke noget endeligt facit for, hvornår vi griber ind, og hvornår vi ikke gør. Det handler i sidste ende om mavefornemmelsen," siger Kenneth Mørk.

Men når situationen opstår, skal der handling til, og det har flere gange ført til, at vagterne efter episoden har skulle tænke en ekstra gang over, om det at gribe ind, var det rigtige at gøre.

"Jeg har oplevet en episode, hvor jeg pågreb en voldelig mand, og hvor jeg først bagefter, da jeg havde visiteret ham, fandt ud af, at han havde en kniv," siger Kenneth Mørk.