- Det er et skridt i den rigtige retning, men vi har brug for endnu flere vacciner, lyder det fra Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, der håber på hurtig EU-godkendelse af Moderna-vaccine. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vaccinechef: Vi har behov for flere vacciner på paletten

6. jan 2021, 14:36
Thomas Senderovitz venter hurtigt EU-ja til coronavaccine, efter at lægemiddeleksperter har anbefalet den.

Det er godt nyt, at en ekspertgruppe under Det Europæiske Lægemiddelagentur onsdag har vendt tommelfingeren op for coronavaccinen fra amerikanske Moderna.

Det siger Thomas Senderovitz, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen.

- Man er blevet enig om, at vaccinen er klar til godkendelse. Det betyder, at effekten af vaccinen er positiv i forhold til de bivirkninger, der ses.

- Det gør, at nu kan EU-Kommissionen - så hurtigt man magter det - udstede en betinget markedsføringstilladelse, siger Thomas Senderovitz.

Vaccinen skal godkendes af EU-Kommissionen, hvilket forventes at være en formalitet og muligvis allerede kan ske senere onsdag.

Moderna-vaccinen vil blive den anden, der i så fald bliver godkendt i EU. Den første er produceret af selskaberne Pfizer og BioNTech, og de første danskere fik et skud med vaccinen 27. december.

Danmark har via EU sikret sig adgang til at købe vacciner fra Moderna, der kan vaccinere tre millioner personer med de to doser, det kræver.

Det er endnu uvist, hvor hurtigt det kan gå med at få vaccinen til Danmark.

- Leverancerne bliver nok ikke så store, som vi har set hos Pfizer. Moderna er et lidt mindre selskab og kan ikke helt levere de samme mængder til at begynde med, siger Thomas Senderovitz.

Vaccinen fra Moderna har været gennem en række forsøgsstudier, hvoraf det afsluttende havde 30.000 forsøgspersoner.

196 af forsøgspersonerne fik symptomer, hvoraf de 185 var personer, som havde fået placebo - snydemedicin.

Kun 11 af tilfældene havde fået vaccinen. På den baggrund vurderes vaccinen at have en effekt på 94,1 procent.

Samtidig var der ingen alvorlige sygdomsforløb blandt de personer, som havde fået vaccinen og blev smittet.

Dermed er sikkerheden ved den nye vaccine ifølge Thomas Senderovitz på niveau med vaccinen fra Pfizer og BioNTech.

- De to vacciner er yderst sammenlignelige, hvad angår effekt og bivirkninger.

- Men vaccinen fra Moderna er lidt lettere at håndtere, fordi den ikke skal opbevares ved minus 70 grader, siger Lægemiddelstyrelsens direktør.

Hvis godkendelsen fra EU kommer i hus som forventet, står Danmark bedre rustet i kampen mod corona, lyder det fra Thomas Senderovitz.

- Det er klart, at det er et skridt i den rigtige retning. Men vi har behov for lidt flere vacciner på paletten.

- Det er også derfor, at EU og Danmark har købt bredere ind. Så vi afventer de kommende vacciner, siger han.

Danmark har via EU indgået aftaler med en række selskaber om muligheden for at købe coronavacciner - forudsat at de bliver godkendt.

/ritzau/