Ifølge Venstres formand Jakob Elleman-Jensen skal pengene til et forhøjet EU-budget ikke komme fra skatter og afgifter. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

V-formand til Mette F.: Hvor skal pengene komme fra?

11. jun, 07:50
Venstres formand vil have afklaring af, hvor pengene til et forhøjet EU-budget skal komme fra.

Det danske bidrag til EU-budgettet står ifølge Finansministeriet til at stige med 6,7 milliarder kroner.

Og ifølge Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen (V) vil partiet ikke give statsminister Mette Frederiksen (S) mandat til at forhandle med EU, hvis hun ikke kan pege på, hvor de ekstra penge skal findes.

Det skriver Jyllands-Posten.

Stigningen i EU-budgettet skyldes et forslag til EU's nye syvårsbudget. Det vil ifølge Finansministeriet øge det danske bidrag med 6,7 milliarder kroner i gennemsnit om året.

Budgettet skal forhandles på et EU-topmøde i næste uge.

Inden forhandlingen skal Mette Frederiksen have et mandat i Folketinget til at forhandle på Danmarks vegne.

Ifølge Jyllands-Posten gives dette mandat traditionelt af de såkaldte ja-partier, som tæller Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF og De Konservative.

Men Jakob Ellemann-Jensen vil ikke give Venstres mandat uden betingelser.

- Forudsætningen for, at vi kan give det mandat, er selvfølgelig, at man anviser, hvor pengene skal komme fra. Og de skal ikke komme fra højere skatter og afgifter.

- Når man kommer til Folketinget og beder om lov til at udskrive en stor regning, må man også anvise, hvordan den skal betales, siger Jakob Ellemann-Jensen til Jyllands-Posten.

Regeringen har foreslået, at budgettet kommer så tæt som muligt på 1050 milliarder kroner.

Det svarer til en procent af EU's årlige bruttoindkomst (BNI). Et flertal i EU ønsker dog et højere budget end dette.

Ifølge Jyllands-Posten peger Jakob Ellemann-Jensen på, at pengene til budgettet kan findes ved at se på de hævede ydelser til arbejdsløse indvandrere eller ved at se på råderummet.

Finansminister Nikolaj Wammen (S) siger i en kommentar til Jyllands-Posten, at pengene til et øget EU-budget kan blive en del af efterårets finanslovsforhandlinger.

Morten Messerschmidt, der er Dansk Folkepartis EU-ordfører, er forundret over situationen.

- Indtil for et par dage siden hørte vi både regeringen og Venstre sige, at man stod fast på, at det danske bidrag ikke måtte stige. Og nu handler det bare om, hvor man skal finde pengene. Det er meget forstemmende, siger Messerschmidt.

Regeringen har allerede meldt ud, at regningen kommer til at stige i næste budgetperiode, og det skyldes, at Storbritannien forlader EU.

/ritzau/