Usædvanligt koncert-samarbejde trodser corona

20201029-215938-L-1920x1280we
Med foreløbig D-A-D, Magtens Korridorer, Scarlet Pleasure, Hugorm, Jung, Alex Vargas, Hjalmer, Kesi og Tim Christensen på plakaten er der lagt op til succes for de musikhungrende fynboer. (Arkivfoto) Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
7. maj 2021 09.54
Musikhungrende fynboer kan gå sommeren i møde med billetter til ti koncerter på Odense Havn. Et usædvanligt samarbejde har lavet en treårig aftale om at arrangere koncerter på havnen.

Der kan nærmest stilles garanti for, at der bliver pres på billetbestillingerne, når Musikhuset Posten i Odense åbner for billetsalget til et brag af en stribe sommerkoncerter.

Med foreløbig D-A-D, Magtens Korridorer, Scarlet Pleasure, Hugorm, Jung, Alex Vargas, Hjalmer, Kesi og Tim Christensen på plakaten er der lagt op til succes for de musikhungrende fynboer.

LÆS OGSÅ: Hun kan afgøre sygeplejerskernes fremtid: - Jeg har oplevet at vågne, når hun er til forhandlinger og tænke ‘hvor fanden er hun'

Koncerterne vil foregå på Byens Ø midt i Odense Havn fra 23. juni til 11. september, og er arrangeret i samarbejde med det kommunalejede Lindø port of Odense og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard A/S, som Odense Kommune netop har indgået en samarbejdsaftale om udvikling af Odense Havn med.

- Det er nogle af landets bedste og mest populære kunstnere, og jeg synes virkelig, at der er noget dejlig musik for alle, siger Morten Østlund, spillestedsleder på Musikhuset Posten, i en pressemeddelelse.

Det er endnu uvist, hvem der skal på scenen til den sidste koncert den 11. september, men Musikhuset Posten lover, at der snart bliver sat navn på.

Nyheden om de ti koncerter kommer i kølvandet på en række aflysninger af fynske musikbegivenheder som Tinderbox og senest ø-festivalen Avernax, og direktør Carsten Aa, Lindø port of Odense, er derfor tilfreds med, at kunne være med til at forløse et behov for kulturelle oplevelser - både for branchen og publikum.

- Begge dele vil vi gerne støtte, og da Byens Ø i forvejen rummer forskellige kulturtilbud, er det naturligt, at den også kan rumme store koncerter, siger Carsten Aa og tilføjer:

- Håbet er selvfølgelig, at det bliver en succes, og at det bliver en tilbagevendende begivenhed under hele byomdannelsen. Foreløbig er der indgået en tre-årig aftale om koncerter på Odense Havn.

- Det er ikke nok med boliger og erhverv på havnen, vi skal også styrke kulturen, og derfor synes vi at dette samarbejde giver rigtig god mening, siger Carsten Aa.

Billetsalget til koncerterne åbner mandag 10. maj klokken 10.00 via Musikhuset Postens hjemmeside.

I første omgang bliver der solgt 500 billetter til hver koncert, men det kan ændre sig i takt med, at coronarestriktionerne bliver ændret, oplyser arrangørerne.