Tæt på verden: Usædvanlig arbejdskonflikt i politiet

28. jun 2012
Storstilet mytteri i Bolivia politi startet af de ansattes hustruer. Efter 6 dage har de strejkende fået deres krav opfyldt.

Politifolk og deres koner overalt i Bolivia har i seks dage begået mytteri imod myndighederne. Landets præsident, Evo Morales, anklagede sine modstandere for at ville lave et statskup og snigmyrde ministeren for statsanliggender.

Mytteriet indledtes sidste torsdag i La Paz af 30 politifolk og deres hustruer, der havde fået nok af lav løn. En del er kommet til skade, og flere politistationer er nedbrændt.

I første omgang blev mytteriesterne fordrevet fra politiets strategicenter tæt ved præsidentpaladset, men senere kom de tilbage i civil og distribuerede våben og ammunition, beretter lokale medier. Chefen for forlægningen forlod stedet.

Krav ikke imødekommet

Der har været forhandlinger mellem fagforeningen og myndighederne, men de strejkende afviste i første omgang resultaterne.

Politifolkene fik tilbudt en lønstigning på 178 kroner om måneden over den nuværende løn på 1.150 kroner. De ville have det samme som sergenter i hæren. De får 1.782 om måneden.

De strejkende havde andre krav til myndighederne som afskafning af en lov om disciplin, pension med fuld løn, indførsel af en slags ombudsmand for politi og amnesti for strejkelederne.

De gør samtidig opmærksom på, at de ønsker dialog og ikke et statskup, skriver avisen La Razon. De strejkendes talsmand siger, at de gerne vil i arbejde og ingen politiske iteresser har.

Nyt forhandlingsudvalg

Da første forsøg på at skabe fred på politistationerne landet over slog fejl, blev der nedsat et nyt forhandlingsudvalg på 33 personer. Målet var at undgå dødsfald i konfrontationerne med andre myndigheder.

Med i forhandlingerne var også de strejkende hustruer. Den tidligere forhandler, der indgik en foreløbig aftale med staten, er udråbt som forræder af de strejkende.

Overfor de 33 nye politiforhandlere stod politichefen, økonomiministeren og viceministeren for regeringsanliggender. Onsdag nåede parterne enighed, og Bolivias 32.000 politifolk får nu deres lønkrav opfyldt.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.