USA slår ned på LM Wind Power

6. maj 2011
De amerikanske myndigheder giver den danske møllevingeproducent LM Wind Power bøde på knap 700.000 kr. LM bliver ved med at bringe ansatte i fare, skriver USAs arbejdstilsyn.

LM Wind Power får en bøde på 136.500 US dollars - knap 700.000 kroner - og en stribe nye påbud for overtrædelser af den amerikanske arbejdsmiljølovgivning.

Det sker, efter at Arbejdstilsynet, OSHA, i oktober besøgte den danske møllevingeproducents fabrik i Grand Forks, hvor tilsynet fandt i alt
11 potentielt farlige forhold for medarbejderne. Blandt overtrædelserne er bl.a., at der atter er fundet for høje niveauer af giften styren i luften.

Berlingske og Avisen.dk har i en stribe artikler beskrevet, hvordan tusindvis af LM-medarbejdere helt tilbage til 1990’erne herhjemme har udsat sig for styren - kendt som den gule gift - der mistænkes for at kunne give kræft og skader på åndedrættet. Berlingske har også dokumenteret, at LM’s ledelse var bekendt med interne audits om arbejdsmiljøproblemerne på fabrikken i Grand Forks allerede i 2008.

 

Tilsyn: Bringer ansatte i fare

Tom Deutscher fra OSHA udtaler i en pressemeddelelse, at den seneste bødes størrelse skal ses i lyset af, at der er tale om gentagelsestilfælde.

"Arbejdsgiveren kender tilsynets krav og har fortsat et mønster med ikke at leve op til dem. På trods af tidligere overtrædelser bliver virksomheden ved med at bringe medarbejderne i fare."

LM Wind Power har fået skarp kritik for skandalen om den gule gift fra fagforeninger, eksperter samt ikke mindst Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), der har har igangsat en stribe undersøgelser i sagen, herunder af Arbejdstilsynets eget ansvar.

De danske myndigheder er nu ved at gennemgå knap 195 nye sager om LM Wind Power-medarbejdere, der mener at være blevet syge af deres arbejde på LM. Der kan blive tale om kæmpe-erstatninger, hvis deres lidelser bevisligt hænger sammen med arbejdet på LM.

 

LM: Vi er uenige, men...

I en skriftlig udtalelse til Berlingske bekræfter teknisk direktør Frank V. Nielsen, at LM Wind Power har modtaget en række påbud samt en bøde fra OSHA.

"Vi er uenige i en række af myndighedernes vurderinger af de forhold de har påpeget, og det er vi nu i dialog med dem om. Når det er sagt, er det klart, at vores håndtering af de problemstillinger de amerikanske myndigheder har peget på kunne have været bedre."

Ifølge LM Wind Power vil koncernen selv offentliggøre en ekstern undersøgelse af en grønne vindpioners arbejdsmiljø i løbet af kort tid. Allerede nu lægger LM Wind Power op til nye initiativer, "der skal sikre at vi fremover bliver bedre til at lære af de påbud og anvisninger vi får fra myndighederne og hurtigere til at implementere de nødvendige ændringer på tværs af organisationen," lyder det i en email fra kommunikationschef Helle Larsen Andersen.

Af de elleve overtrædelser i Grand Forks henregner OSHA de to som "forsætlige overtrædelser" - det vil sige, at LM enten har overtrådt reglerne bevidst eller bare været helt ligeglade med medarbejdernes sikkerhed. Fem af overtrædelserne er gentagelsestilfælde - altså forhold, myndighederne tidligere har påtalt - mens de sidste fire påtaler alvorlige forhold, som medarbejderne burde være bekendt med, fordi de kan udgøre en trussel for medarbejdernes liv og helbred, som det hedder i afgørelsen fra OSHA.

LM Wind Power ejes af kapitalfonden Daughty Hanson.

FAKTA

Læs den alvorlige kritik fra det amerikanske arbejdstilyn OSHA her.