Den kvindelige amerikanske landsholdsspiller i fodbold Megan Rapinoe er en af frontkæmperne i kampen om ligeløn i sport. (Arkivfoto) Foto: Bernadett Szabo/Reuters

Ligeløn: Kvindelandshold appellerer dom

9. maj 2020, 08:26
En dommer fandt ikke bevis for, at det amerikanske kvindelandshold tjente mindre end de mandlige kolleger.

Det amerikanske kvindelandshold i fodbold har appelleret en dom mod et krav om ligeløn.

Det siger talsmand for landsholdet Molly Levinson fredag lokal tid.

Kvindelandsholdets sag fik et hårdt slag, da distriktsretten ikke fandt bevis for, at de kvindelige landsholdsspillere var underbetalte i forhold til deres mandlige kolleger.

Dommeren fandt, at de kvindelige verdensmestre blev betalt mere samlet set og gennemsnitligt per kamp i forhold til mændene, der ikke kvalificerede sig til det seneste VM for herrer.

Kvindelandsholdet sagde efter dommen, at de agtede at fortsætte kampen for ligeløn.

- Ligeløn betyder at betale kvindelige spillere det samme for at vinde en kamp som mandlige spillere, siger Molly Levinson.

- Argumentet om, at kvinder bliver betalt nok, hvis de er tæt på at få det samme som mændene, selv om kvinderne vinder mere end dobbelt så mange gange, er ikke ligeløn, siger hun.

De kvindelige spillere kræver 66 millioner dollar, svarende til 454 millioner kroner, i erstatning under loven om ligeløn.

USA's kvindelandshold vandt VM i fodbold i sommeren 2019. I finalen over Holland råbte hele stadion: "Ligeløn, ligeløn".

/ritzau/Reuters